1. maj 2008

Albert Hofmann, 11 January 1906 – 29 April 2008

An Obituary by Dieter A. Hagenbach and Lucius Werthmüller

At the age of 102 years, Albert Hofmann died peacefully last Tuesday morning, 29th April, in his home near Basel, Switzerland. Still last weekend we talked to him, and he expressed his great joy about the blooming plants and the fresh green of the meadows and trees around his house. His vitality and his open mind conducted him until his last breath.

He is reputed to be one of the most important chemists of our times. He is the discoverer of LSD, which he considers, up to date, as both a "wonder drug" and a "problem child". In addition he did pioneering work as a researcher of other psychoactive substances as well as active agents of important medicinal plants and mushrooms. Under the spell of the consciousness-expanding potential of LSD the scientist turned increasingly into a philosopher of nature and a visionary critical of contemporary culture.

Until his death Albert Hofmann remained active. He communicated with colleagues and experts from all over the world, gave interviews, and showed great interest in the world's affairs, although he decided to retire from public life already a few years ago. Nevertheless he welcomed visitors at his home on the Rittimatte, and opened the door for late in the evening.

He managed to keep his almost childlike curiosity for the wonders of nature and creation. In his "paradise," as he would call his home, he enjoyed being close to nature, especially to plants. During one of our last visits he said to us with luminous eyes: "The Rittimatte is my second most important discovery." It was always a unique experience to stroll with him over his meadows and to share his enjoying the living nature all around.
Gratefully and lovingly we grieve for an outstanding scientist, an important philosopher, a dear and true friend, and our member of the board.

Albert Hofmann was born on January 1906 in the quiet small town of Baden, Switzerland, as the eldest one of four children. His father is a toolmaker in a factory where he meets Albert’s mother-to-be; when he falls seriously ill, Albert has to support the family. That’s why he decides for a commercial apprenticeship. At the same time he starts studying Latin and other languages, since he wants to take his A-levels, which he succeeds in at a private school, paid for by a godfather.

In 1926, at the age of twenty, Albert Hofmann begins to study chemistry at the University of Zurich. Four years later he does his doctorate with distinction. Subsequently he works at the Sandoz pharmaceutical-chemical research laboratory in Basel, a company to which he proves his loyalty for more than four uninterrupted decades. (In 1996 Sandoz and Ciba-Geigy merged to become Novartis.) That’s where he mainly works with medicinal plants and mushrooms. He's specifically interested in alkaloids (nitrogen compounds) of ergot, a cereal fungus. In 1938 he isolates the basic component of all therapeutically essential ergot alkaloids, lysergic acid; he mixes it with a series of chemicals. He then tests the effects of the thus derived lysergic acid derivatives as circulatory and respiratory stimulant – among others LSD-25 (Lysergic acid diethylamide). Because the effects observed fell short of expectations, however, the pharmacologists at Sandoz quickly lose interest in it.

Five years later, following a "peculiar presentiment," Albert Hofmann devotes himself again to LSD-25. On 16 April 1943, while synthesizing, he is overcome by unusual sensations – "a remarkable restlessness, combined with a slight dizziness," – which prompt him to interrupt his laboratory work. "At home I lay down and sank into a not unpleasant intoxication like condition, characterized by an extremely stimulated imagination. In a dreamlike state, with eyes closed (I found the daylight too unpleasantly glaring), I perceived an uninterrupted stream of fantastic pictures, extraordinary shapes with intense, kaleidoscopic play of colors. After some two hours this condition faded away."

Three days later, on 19 April 1943, Hofmann sets out for the first voluntary LSD trip in the history of man. Because he cannot yet judge the enormous efficacy of the drug, he takes, at 4:20 pm, with 250 microgram a relatively high dose – and gets to know the hallucinogenic power of the substance with all its intensity.
With his discovery of LSD Albert Hofmann has caused a snowball effect, which turns into an avalanche in no time. It influences the late second millennium – at least in the Western world – to an extent, comparable only to the "pill". Consciousness researchers respectfully spoke of an "atom bomb of the mind."

To worldwide setting-in research Albert Hofmann makes essential contributions. So he is, in 1958, the first one to succeed in isolating the psychoactive substances psilocybin and psilocin from Mexican magic mushrooms (Psilocybe mexicana); in Ololiuqui, the seeds of a climbing plant, he finds substances related to LSD. He isolates and synthesizes substances of important medicinal plants in order to study their effects. His basic research blesses Sandoz with several successful remedies: Hydergine, an effective one in geriatrics, Dihydergot, a circulation- and blood-pressure stabilizing medicament, and Methergine, an active agent applied in gynecology. Hofmann stays with Sandoz until his retirement in 1971, last as head of the research department for natural medicines. From then on he devotes more and more of his time to writing and lecturing. He increasingly wins recognition for his scientific pioneering ventures: he is given honorary doctorates by the ETH Zurich, the Stockholm university, and the Berlin Free University; and he is called into the Nobel Prize Committee.

Here, outstanding contributions to research were honored – but Albert Hofmann's life's work comprises much more. From the start he took a favorable view of efforts by physicians and psychotherapists to include LSD into new approaches for the treatment of manifold chronic diseases. But LSD isn't only useful with special diagnoses – it's Hofmann's firm belief that the "psychedelic" potential of this "wonder drug" could be beneficial to all of us. In LSD-induced altered states of consciousness its discoverer doesn’t only see psychotic delusions of a chemically manipulated mind, but windows to a higher reality – true spiritual experiences during which a normally deeply buried potential of our mind, the heavenly element of creation, our unity with it reveals itself. "The one-sided belief in the scientific view of life is based on a far-reaching misunderstanding," Hofmann says in his book Insight – Outlook. "Certainly, everything it contains is real – but this represents just one half of reality; only its material, quantifiable part. It lacks all those spiritual dimensions which cannot be described in physical or chemical terms; and it’s exactly these which include the most important characteristics of all life."

It’s not the single consumer alone who profits from chemicals which help to understand these aspects of the world; for Hofmann it could help to heal deficits the Western world chronically suffers from: "Materialism, estrangement from nature (...), lack of professional fulfillment in a mechanized, lifeless world of employment, boredom and aimlessness in a rich, saturated society, the missing of a sense-making philosophical fundamentalness of life." Starting from experiences as LSD conveys them, we could "develop a new awareness of reality" which "could become the basis of a spirituality that's not founded on the dogmas of existing religions, but on insights into a higher and profounder sense" – on that we recognize, read, and understand "the revelations of the book which God's finger wrote." When such insights "become established in our collective consciousness, it could arise from that, that scientific research and the previous destroyers of nature – technology and industry – will serve the purpose of changing back our world into what it formerly was: into an earthly Garden of Eden."

With this message the genius chemist turns into a profound philosopher of nature and visionary critical of contemporary culture. The critical distance from the LSD euphoria of the hippie- and flower power-driven ones Albert Hofmann has never given up, however; that he has fathered a "problem child" he already emphasizes with the title of one of his most known works. He always underlines the risks of an uncontrolled intake. On the other hand he never tires of emphasizing what's the basic difference between LSD and most of the other drugs: even if used repeatedly, it doesn't make addictive; it doesn't reduce one's awareness; taken in a normal dose it’s absolutely non-toxic. The total demonizing of psychedelics, as pursued by the mass media, conservative politicians, and governments from the sixties onward, he never could understand; for him, there is no reason why mentally stable persons in the right set and setting shouldn't enjoy LSD. All the more disappointed Albert Hofmann was when, in the late sixties, he had to see it happen that the use of LSD was worldwide criminalized and prohibited – even for therapeutic and research purposes

The impetus for a change emanating from the impact of the international Symposium "LSD – Problem Child and Wonder Drug" in 2006 in Basel, at the occasion of his 100th birthday, quickened him to say that "after this conference my problem child has definitely turned into a wonder child," and he regarded this development as his most beautiful birthday present.

And after just shortly before his 102nd birthday, he enjoyed taking notice that the first LSD study with humans has received the permission from the Federal Office of Public Health in Bern, which he called the "fulfillment of my heart's desire."

His life has become an ideal for many for how we can reach a great age in mental and physical vigor by retaining a childlike curiosity.

Albert Hofmann repeatedly expressed his conviction, that his mystical experiences and his trips into other worlds of consciousness, which he experienced first spontaneously as a child and later during his experiments with psychedelic substances would be the best preparations for the last journey which everybody has to go on at the end of her or his life. He has retained his curiosity for himself for his last journey.

Links til andre nekrologer:

Gaia Media
London Times
London Telegraph
Chicago Tribune
NY Times
LA Times
Washington Post
CNN
Reuters
SFGate
NZZ (German language only)

Gaia Media Memorial of Albert Hofmann

2. september 2007

Indlægskrig - dobbeltspin

Backstaging i Wikipedia har været i gang siden WIkipedias undfangelse.

Med hjælp fra Virgil Griffiths Wikipediascanner er det kommet frem, at det ikke blot er en meningskrig, der er i gang - men at firmaer, regeringer og enkeltpersoner redigerer i Wikipedias artikler i forsøget på at ændre deres offentlige ansigt: Oplysninger om ulykker forårsaget, korruption, anklager, domme, ufavorabel presseomtale, hvad som helst, der forekommer at kunne sværte eller besværliggøre offentlige relationer.

Fra et socialdarwinistisk synspunkt er det meget naturligt. Oplysningerne findes at redigere - hvorfor ikke redigere dem? Ethvert firma med respekt for sig selv, hver enkeltperson, hver stat, må styrke sin position til det maksimale. Når man køber løgnen som overlevelsesmekanisme, er løgnen selve vejen til overlevelsen. Påfuglen puster sine fjer op, menneskene lyver.

Den umiddelbare pris for at blive taget er ikke forargelse - de fleste foreventer det. Der er derfor ikke noget reelt tab ved at forsøge.

Næste skridt bliver at lave dobbeltspin: forandringer i profilen, der lader udsagn og kritik relativt urørt, hvilket set med ligeværdiges øjne i sig selv bestyrker deres position, samt tilføjelse af udsagn og postulater, hvis efterfølgende fjernelse (af Wikipedias folk) udadtil vil få dem til at fremstå mere aggressive og eller stærkere, end deres profil gør dem.

Krigen er i gang. Freden bor i sandheden. Hvem ønsker fred?

--

senere: Ved at bruge wikiscanner kan man naturligvis også se folk i professionel forstand, f.eks. som NGO-ansat, rette i indlæg om firmaer og enkeltpersoner, for at henlede opmærksomheden på uretfærdigheder, løgne eller som f.eks. da en person fra et Greenpeace IP-område bemærkede om guitaristen, Ted Nugent, at han var en "bigot" i betydningen "fordomsfuld idiot", og tilføjede en reference fra et interview, hvor Ted Nugent udtalte, at "negere sgu ikke skulle have ret til at stemme".

24. juni 2007

et blidt sted at være menneske

SÅ længe har jeg været ateist, at jeg nok har mindre liv tilbage at fatte en omnipotent guds angivelige altfavnende kærlighed i, end jeg har levet dage med kærlighed blandt mennesker som værende tilsyneladende tilfældig, og med sikkerhed smertefuld at miste, savne og længes efter. Er der en sådan gud, er jeg så dén, som rækker ud, eller bliver jeg rakt? Og ligger i så fald ikke også guds kærlighed parat til dem, som ikke bekræfter hans eksistens med vedkendt tro? De kristne siger ja, mens de forsøger at hverve andre til deres tro.

Sådan er mine tanker i disse muslimske "dage" blandt menneskene - hvor mennesker atter myrdes på alteret for omnipotente teologer, der hævder at kunne love vejen ind i guds rige.

Det forekommer mig, at jeg ikke behøver tro på gud eller lyde profeter eller profeters fortolkere. Blot udholde smerten ved tvivlen på, hvordan jeg bedst giver MIN kærlighed. Ingen af dette navn, gud, behøver komme mellem menneskene og mig, hvis jeg kan lære at udholde smerten. Hvis ...

Jeg er initieret i healingsformen, Reiki. Når jeg åbner (mig) for Reiki, livsenergien, giver jeg mig hen til den programmering, der ligger i at blive initieret: Jeg kan ikke bruge energien til mit eget formål, jeg kan ikke gøre andet med den end at åbne mig, fokusere mig væk fra mit forstyrrende ego og min snakkende hjerne. Jeg åbner mig, og energien flyder derhen, hvor den behøves - to the best of all concerned, som det hedder. Ske, det der skal og kan - hér kommer livets energi til dén, som har mistet energi; det koster mig kun væren og tilsidesættelse af mig selv en tid.

I denne frivillige tilsidesættelse af egenbeskyttelse og mental vurdering ligger stor omsorg. Men det er ikke en guds kærlighed. En guds kærlighed er det der gives mig: Jeg, der sørger; jeg, der længes; jeg, der smerter ... og behøver omsorg og oplevelsen af, at noget passer på mig, som ikke er mig, og dermed større end mine ligesindede, som - i fald jeg ikke er forskruet i beundring for tillærte evner, jeg ikke selv har - dækker over alle andre mennesker. Noget, der er eksternt os alle sammen. Noget, der evner at være givende til enhver tid, blot man kalder og har behovet for at modtage. Den perfekte forælder.

Kærlighed er den største kraft i Universet skrev jeg på min væg, min arm, i mit sind, en decemberdag 2006 efter at have mistet min elskedes tillid og et alt for tidligt født barn. Den fysiske følelse i hele min overkrop af at rumme - ikke kærlighed, men potentialet for kærlighed, husker jeg med al klarhed. Det var en dør, der var gået op, og da min bortgangne elskede tilfældigt samme dag lagde vejen forbi, for første gang i halvanden måned, oplevede jeg den største udstrømning af følelser i mit liv blive til det største kærlighedsmøde nogen sinde: Mine følelser væltede ud af mig gennem mit bryst til min elskede, en følelse der voksede og voksede og gav mig en styrke og en sikkerhed, en vished i livet, jeg aldrig havde følt. Og siden blive til en passiv, optændt tilstand, da min elskede ikke kunne tage imod mere, og en uge senere, da hun ikke var interesseret i mig alligevel, til en oplevelse af den dybeste sorg, større end den jeg havde gennemlevet i chokket over, og ydmygelsen ved, at miste hende på måden, det skete på.

Hér kunne jeg havde behøvet en altfavnende, kærlighedsfuld gud til at tage mig ind, men da knap nok troede på mig selv efter at være blevet forladt igen, og endnu ikke havde fået sprog for det nye, jeg havde oplevet, måtte jeg klare mig igennem... ikke alene, for pludselig viste det sig, hvem mine venner var, men på egen hånd.

Jeg har siden formået stort set hver dag at skabe og eller opretholde mit fokus på mit bryst - dagligt bekræfte følelsen af at være åben, parat til at give må jeg næsten kalde det. Unægteligt har tvivl sat ind, når jeg i (oftest kvindeligt) selskab kun har følt begær og omsorg og nysgerrighed og mental kontakt, på trods af denne fysiske påmindelse om decemberdagen i min overkrop. Er jeg en ikke-recidiverende hykler, der kun kan give til dem, der tager imod? Eller er der måske noget fysisk galt med mig, hvor et symptom eller biprodukt er denne følelse i mit bryst? Måske er hele oplevelsen fra dagen i december til denne martsdag knap 4 måneder senere blot endnu en af et usikkert pendulerende menneskes ekskursioner ind i vanvittigt selvoptaget drømmespinderi?

Skal jeg i dag med sikkerhed kunne besvare disse spørgsmål, ville jeg nok skulle have hjælp af en alfavnende kærlighed... som den gud står for. Men måske er det ikke nødvendigt, hvis jeg blot fortsat føler behov for at tro på, at den fysiske følelse af åbenhed i min krop har værdi for andre end mig selv. Ved at den har betydning for mig selv. Gør jeg dét, tror jeg på det, og bekræfter følelsen dagligt, vil den vel fortsætte med at give mig anledning til at opføre mig anderledes opmærksom og tilgivende i min adfærd, og måske også fastere og mere besluttet, over for andre og over for mig selv. Lige så umuligt at af-opleve som det er muligt reelt at fejre en gammel fødselsdag igen.

Jeg venter. Jeg befinder mig i venten. Måske venter jeg på et tegn som det, jeg fik i december. Måske behøver jeg finde en lejlighed til at bryde med de gamle mønstre fra før december. En måde at være på med denne nye, fysiske oplevelse i min krop. Jeg har tænkt, at jeg skulle fortsætte med at blive bedre til at vise menneskene i min hverdag tålmodighed og omsorg - at dét var dét, jeg skulle bruge min oplevelse til. Men nu tænker jeg, at den skal bruges til at vise mig selv omsorg og tålmodighed ved at tage imod. At det ikke er en givende åbenhed, fordi jeg egentlig aldrig har haft vanskeligheder ved at give åbenhed, men derimod en modtagende åbenhed. En åbenhed over for verden og alle de små tegn i hverdagen, som er tegn på varme følelser. At jeg måske i stedet skulle anvende denne åbenhed til at muliggøre kærlighed mellem mig og de andre.

På den led behøves begrebet gud ikke. Barnet forstår ikke tålmodighed, og kan sin endnu uskyldige åbenhed til trods derfor ikke leve med ikke at blive givet omsorg, når som helst behovet opstår; det er i barndommen, vi bedst lærer om, hvad varme følelser kan gøre ved én. Men den, der har tålmodighed, og er lige så åben som barnet, vil opleve mere kærlighed end barnet nogen sinde kan kapere. Og ikke blive afhængig af følelsen, af rusen, som det at omveksle følelser til kærlighed er, når følelserne er stærkest. Det sagdes i går i avisen: Religion er et stof, der får folk til at komme tilbage efter mere.

Meget er bundet i min december-oplevelse. En enestående oplevelse af at være både mindre og større end mit selvbillede. Men ikke som tidligere blot baseret på en tanke, en observation eller en idé. Nej, et fysisk eftertryk er afsat i min krop, qva denne opsvulmede ring, der omkranser halschakra, hjerte, solar plexus og hara. Fra min hals til under min navle. Det er noget, jeg kan vågne med, vågne til, gå i seng med, og fremkalde hvis den ikke lige er der. Jeg har for første gang i mit liv et konkret bevis, der ikke går væk med søvnen, som indikerer at en forandring er i gang. Jeg tror det, for det føles sådan - at det er en positiv forandring. Frygten tager sit i min hverdag, ikke nogen forandring dér, men jeg vier den ikke voldsom opmærksomhed. For til decemberoplevelsen hørte også en anden følelse, som jeg tit har gentaget: Det er muligt at leve med frygten. Jeg har ligget rystende af frygt og smerte på min seng, og grædt mere på 3 måneder end sammenlagt i mit liv, men jeg har ladet det sker. For det viser sig, at det går over - når det får lov at komme ud.

Men hvad min oplevelse faktisk er - kærligheden er den største kraft i universet - ud over en anledning til også at handle anderledes, ved jeg ikke. Der findes dem, som givet ville kalde det et tegn fra gud eller skaberen. Og uden at jeg ønsker at være sprogligt kontrær: findes vi alle inde i skaberværket, er det vel så også dét. Men med mindre jeg optager samtalen med gud, bliver der næppe der næppe den store underholdning på min sendefrekvens.

Så slår det mig - anekdoten om manden, der er død og taler med den gode gud om sit liv. Og gud viser ham fodsporene i sandet på stranden, hvor han har fulgt ham gennem livet. Men manden fokuserer alene på de gange, hvor der kun er ét sæt fodspor, hvortil gud svarer: Det var dér, jeg bar dig... Jeg kan ikke vinde - hvem jeg end taler med om det her, har nogen været der før jeg. Alle tanker, jeg har tænkt om guds eksistens eller nødvendigheden af gud, har andre tænkt og dyrket og forsket i. Og opfundet passende anekdoter til, så budskabet bliver letfordøjeligt og omvendelsen så nem og lydefri som muligt: Se her hvordan dit gudløse verdensbillede passer i et verdensbillede med gud, blot ved at tilføre den guddommelige essens de rette steder. Der er ingen modsigelser - blot verden med gud og uden gud.

Men der ér ting at sige til det. At troen med en gud som fokus ophører med at være en personlig ting og bliver et spørsmål om noget endeligt ud over døden. At der er et svar på evigheden. Hvor ufatteligt det end lyder foretrækker jeg verden en anelse diffus. At sandheden om noget ikke bor nogen steder. Og jeg bryder mig ikke om at sætte mig selv i stedet for gud ved at sige, at jeg erstatter at søge og finde sandheden ved at søge gud med at søge sandheden inde i mig selv. For så var jeg jo sådan set lige vidt. Så ville jeg blot være solipsist, centreret omkring mig selv, uden at have en reel verden at agere i. Nej. Jeg vil blot have mulighed for ikke at finde svaret. Søge, men ikke finde. Og så have dage, hvor jeg finder, selvfølgelig! Dage, hvor jeg lige præcis ved, hvad jeg skal gøre, intuitivt eller helt bevidst, med hovedet, eller med hjertet, eller med kroppen. Eller ganske ubevidst være in tune med eksistensen. Jeg vil bare ikke leve med illusionen om det perfekte. At kvantefysikere og kosmologers omvendelse til gud gennem menneskelig observation af sammenhængene på alle planer skal kunne indikere noget ... perfekt. At det perfekte findes og kan opnås gennem søgen. Eller væren. Eller en hvilken som helst anden måde, vi mennesker har stillet behovsstillelse frem som... ja, guddommeligt. Forløsning! Gennem hjernens kemiske belønninger og straffe for det, der forekommer ekstatisk. Ekstasen er det sjældne, og det der belyser det vedkommende. Ikke det vedkomne i sig selv. Toppen af bjerget er ikke dér, man har lyst til at være. Når man har været der, søger man tilbage til det kendte.

Som en ven siger: Det perfekte er forbeholdt det guddommelige. Ja, det er derfor, jeg ikke ønsker at lægge mig i hænderne på gud. At jeg modstår gud. Det perfekte er forbeholdt tanken om gud. I dag må glasset for min skyld godt være okay rent. Der må godt være rodet. Min elskede må gerne have psykiske problemer og rynker og deller. Jeg må godt begå fejltagelser. Ikke for ofte, ikke for graverende, men jo, jeg MÅ godt. IKKE 'det er menneskeligt at fejle', men en tilladelse til at få alle de detaljer med, som en kalkplet, en bums, en fortalelse afstedkommer. Sætte mine forventninger til livet ned, så jeg bliver i stand til at se flere af de smukke ting og situationer og mennesker, som er omkring mig hver dag. Som jeg haster forbi og igennem, med blikket rettet mod noget, der er bedre.

Et blidt sted mellem at være og at gøre. Dér vil jeg gerne være menneske.

19. juni 2007

Europa - en kulturel supermagt?

Jeg modtog følgende, videresendt fra Muniam Alfakar, formand for lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening.

Fra: Søren Beltoft <sorbel@kunst.dk>
Dato: 15. juni 2007 14.11.21 MET
Til: <ccp@kunststyrelsen.dk>
Emne: Europæisk kulturstrategi

Debat i Diamanten: Europa ˆ en kulturel supermagt?

onsdag 20. juni 2007 kl. 17
Den Sorte Diamant, Dronningesalen
Gratis adgang

Hvordan gør europæerne deres forskellighed til en styrke? Variationen af sprog, kulturer, traditioner, kunstneriske udtryksmåder og kulturarv er et af Europas stærkeste kort. Det er identitetsskabende, og som EU-sloganet siger, er det: Unity in diversity.

Men hvordan kan mangfoldigheden og forskelligheden udnyttes bedre? Hvordan kan vi anvende vores ressourcer til at skabe det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge dem i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Vær med når Richard Swartz, forfatter og Østeuropa-korrespondent, Svenska Dagbladet, EU-eksperten Marlene Wind, Københavns Universitet, og Uffe Andreasen, presse- og kulturråd ved Den Danske Ambassade, Berlin, forsøger at svare på, om Europa igen kan blive en kulturel supermagt.

Ordstyrer er Clement Kjersgaard, tv-vært og chefredaktør, RÆSON.
Kontakt: Kulturproducent Lise Bach Hansen · Tlf. 3347 4364 · lbha@kb.dk

************************************************************************
Se også CCP Danmarks hjemmeside www.ccpdenmark.dk under "Nyheder 2007" / "Meddelelse fra Kommissionen" [linket i titlen ovenfor]

Venlig hilsen
Søren Beltoft, konsulent
CCP Danmark
Litteraturcentret / Kunststyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
DK-1553 København V
Tlf. dir.: +45 33 74 50 73

mit svar var nok henvendt til Muniam, men rettet til dig, der læser det her nu. Supermagtsbegrebet er én stor gang Nysprog:

kære muniam,

det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge vores ressourcer i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Efterlyst? Ikke af mig.

Man kan ikke tale supermagt, kulturel, politisk, økonomisk eller andet, uden at sige, at der findes et spil man ikke kan ændre på.

Jeg tror ikke på massen. Massen findes, men jeg tror ikke på massen. Hvis jeg troede på massen, som massen skal tros på, ville jeg sætte mig ud over individet. Og sige at én leder er nødvendig. Jeg tror ikke på én leder. Jeg tror på ansvarlighed i den enkelte. Ansvarlighed kommer af oplysning - hjemmefra, fra specialister, fra nabo til nabo, fra by til by, fra arbejdsplads til arbejdsplads. Måden, vi organiserer os på, handler om uoplysning. Konkurrence. Hemmeligheder. IKKE at vise os selv. Fordi vanen... vanen har vist os, at der er visse ting og mennesker og situationer, vi ikke kan stole på, og vi kan aldrig være sikre på, hvem og hvad de vil være. Og dog ved vi, at den opmærksomhed, vi giver uden at forvente noget igen, får os til at føle os bedre tilpas, meget bedre tilpas end at være bange, men vanen... vi finder bekræftet til alle sider, får os til at tro, at frygten vi føler har større sandhedsværdi. Massen findes, fordi der er individer, som udnytter individernes frygt. At sige, at dét ikke kan ændres på, er at lyve.

Jeg er ikke interesseret i at være en del af nogen supermagt, kulturelt eller andet, som er baseret på at massen findes. At det accepteres, at mennesker frygter kollektivt - når en mentalitetsændring kunne standse det. Så din videresendte mail er klam. Som alt andet, der baserer sig på massen.

tal ikke til mig om realisme og langsigtede strategier. Der gives ingen åbninger nogen steder, fordi det er nemmere... det vurderes nemmere og kortsigtet givtigt for mennesker alle steder og på alle niveauer af overskuelse samfundet at samles om at Kæmpe imod frygten ved at slutte sig sammen af frygt, end det er for dem, der har mulighederne for at få folk i tale at fokusere på at samles af velvilje, åbenhed og de varme følelser, som i fald de bliver modtager vokser til kærlighed.

At satse på at frygten varer ved er nemmere. På kort sigt. Så tal ikke til mig om langsigtede løsninger. Det handler ikke om lang sigt. Det handler om at blive den største dreng i skolegården, så de andre bliver bange for én. Mere frygt. Mere vane. Det er ikke interessant. Vi kan mere end dét nu. Det handler blot om at sige det.

venlig hilsen,
kenneth krabat

6. juni 2007

BARBARIC DANISH

Fra jeg var seks år gammel og begyndte at forstå nogle af årsagerne til, at jeg ikke forstod alle, der talte omkring mig, og til jeg som ti-elleve år gammel begyndte at modtage undervisning i engelsk, udviklede jeg dén teori, at der måtte være mindst lige så mange sprog i verden, som der var navngivne sprog gange det samme antal. Det var således helt naturligt for mig, fordi jeg kunne høre forskel på de forskellige måder forskellige nationaliteter talte engelsk på: der er tysk-engelsk, spansk-engelsk, russisk-engelsk osv.. Denne tidlige indsigt rådede min engelsklærer bod på: Der findes kun ét engelsk, et tysk, et spansk osv. og det var bare at rubbe neglene og komme i gang med at lære det.

På en afrapporteringsblog fra et seminar 10.-13. maj 2007 på Biskops Arnö i Sverige om Alternativ publicering / litterær innovation (på initiativ af Litlive.dk) læste jeg om en finne ved navn Leevi, der havde refereret til et BARBARIC ENGLISH, et (ukorrekt) engelsk der i følge Leevi deles af os alle sammen i verden, som ikke har engelsk som modersmål, og kom således i tanke om min barndoms undertrykte indsigt. Og jeg mærkede, at den ikke var tabt, men blot havde et sidste lag af korrekthed hen over sig.

Sprogrenserne, vil jeg sige, mister ikke noget i deres bestræbelser, og vi andre gør det heller ikke. Det ér muligt og relevant at mene, at et sprog gør sig bedst i en forstand, der forskningsmæssigt, litterært osv. har en genkendelig historie og selvfølgelig også nutidige udøvere. De gør deres ting, hvad angår at fastholde opmærksomheden på den historiske grund, de er fastholderne. Sprogets røgtere og vogtere. Og præcis så statiske, som det er nødvendigt at en majoritet er, for at naturlig dynamik, naturlig griben efter øjeblikkelige løsninger, hvad man også kunne kalde relativt kaos, ikke skal blive til Babel eller absolut kaos - med Ragnarok tll følge, hvor ingen fatter hvad hinanden siger.

Men hvad så med dét dynamiske sprog, som efter en tid vokser sig større og finder indre (social) koherens? Hvis sprogrenserne ikke vil gøre plads til det relative kaos, der findes i f.eks. dansk efter tilkomsten af mange forskelligtartede (oprindeligt forskelligt-sprogede) indvandrere, der lever i 2 sproglige verdener, og er nødt til at kommunikere så godt det er dem muligt, uden at have sprogrensernes forudsætninger (eller overbevisning), hvad så? Så må disse forskellige måder at tale "modersmålet" på have et navn. Skal vi kalde det "barbarisk" og slå de "ukorrekte" versioner af modersmålet sammen til et pidgin-dansk, eller barbarisk dansk? Eller skal vi tegne en helt anden model?

Jeg foreslår, at vi klassificerer versionerne under dialekter. Indser, at et menneskes primære behov er at Kommunikere og Blive forstået, og da dét gør sig gældende for alle mennesker, bør vi tillade OS SELV at strække os for at forstå. Hvis ikke frivilligt, så via lovgivning.

I mine bestræbelser på at få brød på bordet har jeg siddet i et analyseinstitut og lavet befolkningsundersøgelser. Og dér oplevede jeg til min glæde, at der for det første var et hav af dialekter landet over, som man aldrig hører i offentlige medier - i modsætning til f.eks. engelsk TV, der frisk kører på med nyhedsværter med gebrækkelige tungemål. Og for det andet var der en enorm uvillighed til at forsøge at gøre sig forståeligt på rigsdansk, eller kald det selvfølgelighed: En vildt fremmed københavner ringer op og stiller spørgsmål - hvorfor skulle de så tale noget andet end det, der falder dem nemmest? De er jo hjemme, for pokker!

Det samme gælder alle såkaldt nydanskere. Hvorfor skulle de dialekter, de efterhånden har erhvervet sig, transformeres til noget mere korrekt? De kommunikerer, og hvis jeg vil kommunikeres med eller til, gør jeg mig anstrengelser for at forstå. Vil jeg ikke, er det svært for mig at forstå selv en sprogrøgter som vores Dronning.

Dansk falder i dag i et hav af udgaver, og har altid gjort det, og en del af disse udgaver er yngre end jeg er. For mig er det ganske naturligt, at f.eks. min iranske grønthandler har et dansk, der passer til hans evner til at indlytte, hans naturlige behov, og til den omgang han plejer med mere eller mindre rigsdansk talende kunder og venner. Og jeg spekulerer ofte på, hvordan det ville se ud, skrevet ned.

Jeg savnede i dén grad en båndoptager - senere - da jeg i to timer sad i Perús jungle over for en shipibo-indianer og med mit ordforråd på tres substantiver spansk og nogle få verber formåede at få min svært fordomsfulde vært dér til at fatte, at homoseksualitet i bund og bund handler lige så meget om kærlighed som forholdet mellem mand og kvinde gør det, fuck! jeg ville gerne have set den samtale skrevet ud!

Mit spanske dér var barbarisk, ja nok værre end barbarisk, men det var båret af ønsket om at kommunikere, som blev til dén aktion, vi kalder vilje: Jeg forsøgte og forsøgte og forsøgte indtil det - med hans velvilje - lykkedes mig at overbringe mit budskab. Har vi viljen til at kommunikere - at tale menneske, plejer jeg at kalde det - kan vi, om man så må sige, tale alle sprog under solen.

Så, hvor mange sprog er der i dag? Med min voksne erfaring vil jeg sige, at der er lige så mange, som der er ønsker om at kommunikere, der manifesterer sig i handling. Mit barnlige jeg kan både sige, at der er uendeligt mange eller kun ét: At tale menneske, eller ikke.

Barbaric... engelsk, dansk, tyrkisk, kroatisk, arabisk fra Libanon, Egypten, Saudi Arabien, swahili i oprindelig skabelse eller variationerne... Disse sprog findes, når der er mennesker nok til at påvise en forekomst. Muligvis - og det kan man håbe på - bliver kravene til forekomst-antal mindre dag for dag. Og dermed vokser Babel på det politiske papir, som indtil videre kun har evnet statiske tiltag, men hvis befolkningernes krav til antal-mennesker-om-et-sprog-eller-dialekt mindskes, også i den protektionistiske vestlige verden, kan det være at de politiske krav ændrer sig tilsvarende. Måske begynder de repræsentative stemmer også en dag at tale menneske snarere end løsninger for flertallet. Hvordan forholder man sig politisk til et bestandigt kortere og kortere historisk øjeblik? Hvordan forholder man sig som forsker til det? Som menneske... er det nemt nok. Det er bare at gøre som altid: Gider jeg snakke eller hvad?

Så, jeg glæder mig til den første bog - novelle eller roman eller digtsamlig eller... - skrevet på nydansk. "Nydansk" defineret som en sprog, der giver mening for en befolkningsgruppe, som ikke bør have problemer med at manifestere sin stolthed over ønsket om at kommunikere, og gør det på bedst mulig vis. Så må vi andre se, om vi gider lytte, eller ej...

31. marts 2007

FASCISME ER DYRKELSE AF MAGT

Er magten hellig? Især den sidste tids magtmæssige udfoldelser i forhold til begivenhederne omkring Ungdomshuseet på Jagtvej69 i København, for ikke at tale om hele det politiske forspil, lader ingen tvivl om, at magtens institutioner i Danmark har spillet fallit. Hårde domme for at bruge sin Grundlovssikrede ret til at udtale sig og grove politioverskridelser af lovene omkring privatssfæren, totalt absente politikere, der vasker hænder når en holdning kunne risikere at klæbe til deres teflonoverflader, politimænd, der åbent og ustraffet kan håne og nedgøre demonstranter og det at kæmpe for sin ret og pligt til at holde samfundet dynamisk, medier der pisker en stemning op og støttes deri af politiet som unuanceret støtte til systemets konfliktportrættering, manglende ankemuligheder eller muligheder for at bløde systemet op, ligestilling mellem terrorisme og at være ikke-midtsøgende i sine livsvalg og måder at folde dem ud på... Danmark er som slangen Ourobus ved at fortære sin egen hale.

I en fascistisk stat støtter vi den stærke. Og tramper på den svage. I en fascistisk stat er den blotte fremvisning af svaghed i de andre lig afdækning af svaghed i én selv. I en fascistisk stat skal de stærke være stærke hele tiden og blive stærkere konstant, så de kan forsvare os mod farer. I en fascistisk stat ser flertallet ikke indad til egen andel i alt, der går galt, men placerer ansvaret alle andre steder: For svage politikere, for svagt politi, for svagt militær, for dårlige forældre, for krævende syge, for uansvarlige unge, for kyniske arbejdsgivere, for svage fagforeninger, for ligeglade arbejdere og funktionærer, for høje skatter og afgifter, for få parkeringspladser, for dyre institutioner, for ringe service på posthuset, for mange lorte på gaden...

I en fascistisk stat lukker vi øjnene for alle tragedier. Og ser dermed heller intet godt.

En fascistisk stat styres ikke fra toppen, men af den enkelts flugt fra personligt ansvar. En fascistisk stat styres af indbyggernes hjertekulde; sig-selv-nok-hed gøder den; fremtidsangst og uafklarede forældrebindinger giver den reelt urørlige bastion af lovgivende, dømmende og udøvende magt konstant større beføjelser, og nye love, hele tiden nye love, udligner forskellene på folk, så pengene bliver eneste mål for individualitet, hvad pengene kan gøre for én, hvad penge kan købe og eje og flytte og styre.

Ustyret kreativitet, der ikke har pengene som mål, er vor tids kerneangst: Den, der ikke bryder sig om at samle på penge eller lever efter pengenes veje og måder, er en fremmed. Og ingen fascistisk stat har plads til fremmede. Tryghed er nøgleordet, og hvem kan være tryg, hvis noget er fremmed?


En fascistisk stat manifesterer sig altid tydeligst i de største byer - men oprinder udenfor storbyernes sammenstød af forskelle, i småsamfundene, i periferien af det kaotiske. Det er i byerne, at vi ser hvad vi som samfund mister - til kontrol, overvågning og administrative køer til helvede, til følelseskolde lukninger af særegent kulturliv og kapitalsvage græsrodstiltag, til tilflyttere der klager over, at det larmer i byen underneden deres bolig, til menneskefjendske renoveringer af torve og pladser, til forveksling af karrierestrategi og byplanspolitik, til ønske om ensretning af egentlig alt, der kan benævnes. En fascistisk stat er et samfund, som modsætter sig fornyelse. Som tror, at inspiration til fornyelse skal komme udefra. Som tror, at fornyelse er noget, man kan sætte grænser for og lovgive omkring. Som tror at straf af fornyelse forhindrer fornyelse.

Det er i København, vi tydeligst ser, hvad hele Danmark er ved at miste. Hvad Danmark har fået i stedet for. Det er ikke en dyd, der er taget. Det er regulær voldtægt af et samfund. Fascisme er flertallets voldtægt af det diffuse, det ustrukturerede, kreativt afsind, dét ikke altid at være på toppen, modarbejdelse af dogmer og regler, altruisme man ikke kan betale sig fra. Fascisme er modarbejdelse, nedkæmpelse af ungdom, egentlig. Af ungdommens energi - som den manifesterer sig i den unge, men isærdeleshed som den bevares i den, der bliver ældre.

Ung energi indeholdt i erfaring er farligere for den fascistiske mobbe- og undertrykkelsesnatur end noget andet. For fascisme er ikke andet end fejhed, der aldrig vil spille med åbne kort, og derfor kun er sårbar overfor udholdenhed til omstændeligt at afdække alle løgnene og fortielserne og fabrikationerne af forklaringer for, hvorfor kontrollen skal udbygges og optimeres og overtrædelser straffes bestandigt hårdere. Udholdenhed og Civil Courage - modet til at møde undertrykkelsen af alle, der stikker ud, virkelig indre leg og glæde ved livet. At stå op imod fascismen er lige som at tale varmt for at se solen stå op: det bekræfter det unyttige og søgen mod glæde. Selv fascismens støtter forstår dét, men i vejen for deres glæde ved at leve står altid dén, der modsætter sig fjendebilleder og ensretning og kontrol.




At Danmark Er En Fascistisk Stat ændrer sig kun, når flertallet mister den absolutte tillid til far og mor, eller frivilligt giver den fra sig, og tager ansvaret for eget liv. Først, når flertallet af tilflyttere til hovedstaden har lært at elske BYEN på godt og ondt, snarere end byens "muligheder". Først, når de frygtsomme deltager i de andres liv, snarere end at lægge ansvaret over på myndigheder og institutioner. Først, når dét sker over Hele Landet, og ikke blot (meget behøvet) i København og de større andre byer. Først da flyttes opmærksomheden fra magten som hellig.

(Bare det ikke var så åbenlyst skræmmende at sige farvel til far og mor, og påtage sig det medfølgende ansvar for en langt større familie: Alle de andre.

For hvad er mere rædselsvækkende opmærksomhedskrævende end at skulle respektere forskellighed? Hvad er mere frihedsberøvende end ansvar?)

3. februar 2007

BACKSTAGING WIKIPEDIA

[kan med fordel dyrkes på forae, hvor brugerne udøver indlydelse på deres site, men er klart fedest dér, hvor man som udefrakommende uden større besvær kan give et afgørende besyv med, skulle man føle sig inspireret.]

At dyrke historikdiskussion på Wikipedia:

Læse historik, baglæns, på wikipediaartikler; nyeste ændring af artiklen står øverst på siden.*

Finde artikler, med interessante historikdiskussioner

Udveksle interessante artikler og læseoplevelser med nære sprogspasservenner

første læseforslag:
Tag hhv Kabul, Israel, 9/11, Osama bin Laden, bagfra.

meget forskellige diskussioner. den om osama er ørkenhed, om kabul tobakshandlerdyrisk, israel millimeterskarp, 9/11 storbyrationel.


* ændr antallet af indlæg på siden til 5.000, da artiklens "første ændring" nemt kan være flere 1000 indlæg væk: Log in og vælg |vis 500| og ret så på URL-linien, når siden er loadet, tallet '500' til et hvilket som helst højere tal for at få flere historik-datoer på den samme side, som selvfølgelig tager tilsvarende længere tid at loade.


(Og jeg forsøgte ikke engang at fremstille mine fordomme 1900-talsagtige, det er bare podet ind med nyhederne fra fucking barnsben af! Og ikke siden nuanceret og tempereret nok af dannelse.)

20. januar 2007

PISTOLER INGEN HELTE GØR

Tre røvere trængte ind i en urmagerbutik i indre København og truede Urmageren og hans niece til at udlevere sagerne. Urmageren skød de to af dem, og blev selv ramt. Politiet anholdt Urmageren for drabsforsøg, mens Urmageren hævder, at det var selvforsvar. Læsere af Ekstra Bladet har efterfølgende udråbt Urmageren til helt, og krævet at han blev frifundet. En anerkendt jurist ved Københavns Universitet mener (17. jan.) det muligt, at Urmageren kan blive frifundet for selvtægt. Urmageren har tilstået ulovlig våbenbesiddelse.

Følgende hængte jeg op i spiseseddelkassen ved indgangen til Politikens hus på Rådhuspladsen i København:


HELT, MIN BARE RØV!

Urmageren er et menneske, der har set for mange amerikanske krimier! En frygtfuld voldspsykopat, der ikke er mere undskyldelig end unge med knive "til at forsvare sig med overfor andre bander" ...

Et skydevåben er pr. definition et mordvåben - i en skov kan geværet anvendes til jagt, men i byen er det og pistolen kun til at dræbe mennesker med - intet ansvar, bare trykke aftrækkeren ind, BANG, død. Det er ikke modigt - det er FEJT! Urmageren er en kujon, der havde givet op! Det skal han ikke belønnes for - han skal hjælpes!

Hvis Urmageren ikke kunne få sit levebrød forsikret for penge, skulle han have skiftet job, snarere end at finde sin tillid i et mordvåben! ALDRIG lade frygten diktere - der ér andre måder at forsvare sig på: Selvforsvar, panserglas, overvågning, årvågenhed, vagtmand, vagtservice i området og ... psykologi!

Jeg bor i København, har kørt taxa i København om natten. En uformel jobbeskrivelse er, at man kan håndtere sin frygt og sin vrede. Og selv de fuldeste langt ude på coke voldspsykopater kan håndteres med psykologi. Tænk på en vred hund.

50% stigning i antallet af skydevåben blandt danskerne ... Det er REN terrorkrigsskræk og TV-mords-afsmitning! Hvis disse mennesker bevægede sig i de kriminelle miljøer, hvor våben er fuldt synlige, ville de kende konsekvenserne af at trykke på aftrækkeren!

Overvejer man at anskaffe et skydevåben til at "forsvare sig med", bør man overveje, hvorfor man er så bange, at man kan forsvare at tænke på at slå ihjel. Den BEDSTE bevæbning ER IKKE AT LADE FRYGTEN STYRE.

Vold KAN løses med psykologi. Også den vold, der ikke er sket endnu!

Kærlig hilsen,
Kenneth Krabat, forfatter og oversætter
Sindshvilevej 22
2000 F

menneske.dk

4. november 2006

ACCEPT AF TORTUR

med love, tortur og dødsstraffe sætter vi idealer for det, vi er kommet til at kalde 'civilisation' - ikke 'survival of the fittest', men et tilsyneladende ønske om, at de mest moralske skal overleve. Det anslås fra officielt hold, at 2/3 af verdens lande i dag stadig bruger tortur. Men hvilke lande, hvis man spørger sig selv, bruger ikke tortur, om end de udadtil ikke måtte sanktionere brugen?

den menneskelige ånd er pr. definition fri - intet menneske ønsker i princippet at lægge bånd på sig. Og sådan er det vel med en hvilken som helst anden livsform: overlevelse frem for alt. Men kombinér denne frihedstrang med muligheden for at erkende, huske, planlægge, lyve, dramatisere, forgøgle, og vi har den værst tænkelige livsform i verden - den. der kan blive i stand til at overleve på bekostning af alle andre.

det er muligt, at regler og lov i de tidligste dage har afspejlet en despots personligt foretrukne livsførelse, men med tiden er vel i det mindste hér og dér regler og love og straffe blevet udtryk for, hvordan det lod og lader sig gøre at holde en befolkning relativt stabil, uden samtidig at pisse dem mere af, end at de ikke gør oprør mod båndlæggelsen af deres ånd og energi. Det har f.eks. nok i et mandsdomineret samfund som det gamle Ægypten været nemt at futte konen af på bålet for at dyrke sex udenfor ægteskabet - ikke på grund af erkendt frygt for genetisk at blive udkonkurreret, men for socialt at tabe ansigt, ikke af erkendt frygt for at samfundet med tabet af éns indsats skulle blive svækket, men for at risikere forringelse af ens personlige placering i fødekæden. Omfanget af behag hvormed man overlever.

det skal være behageligt at overleve. vi kalder det 'opdragelse til fællesskabet', at 'kunne udvise social adfærd', men som i alle udviklingsprocesser er der forskellige lag af raffinement. forskellige styrkelser af erindring og planlægning med henblik på optimering af overlevelsen indenfor rammerne af fællesskabets love. og udenfor.

som taxachauffør fik jeg engang en historie fra én, der angiveligt havde været chauffør for Simon Spies - om hvordan Simon Spies i 80'erne havde tilbudt en callgirl 25.000 for retten til at brække hendes arm, fordi han havde behov for at komme af med noget. I dag er det vist ikke særlig chokerende - enhver, der har lært reglerne i petriglasset at kende rigtig godt, og derudover har en facade som én der yder til samfundet, kan stort set slippe af sted med hvad som helst. Jo større ydelser til samfundet, jo flere 'goder', man står for at skabe, desto mere kan man slippe af sted med. Blodvold, sexvold, mord, tyveri, brandstiftelse, og allehånde overgreb fra ansvarsforflygtelse til forrædderi.

hvem skal regulere dét? Hvem skal forhindre den kløgtige i umærkeligt, ofte usynligt, at stå på skuldrene af dem, der ikke modsætter sig det? Ingen? Eller enhver?

det er ikke reglerne, og har aldrig været reglerne, der tillader tortur, drab, overgreb. Det er mennesker, der tillader det. Det er forestillinger om soning, bod, udligning af overgreb, fjernelse af trusler, advarsler til andre om det samme - simple forestillinger om opretholdelse af et minimum af stabilitet i det enkelte menneskes liv, uden hensyntagen til prisen for hele samfundet. Gengældelse, eller hævn.

med tiden fandt vi ud af at bruge fængslet snarere end blot at hukke lemmer af til højre og venstre - at berøve mennesket dets tid og dets selvbestemmelse som straf. Stjæle menneskets frihed som straf for at have forbrudt sig. Det er en avanceret form for straf, der antyder at f.eks. en slaveholder ikke kan beskyldes for uvidenhed, men udmærket har vidst, at han har med ligesindede at gøre - væsener, der reagerer som ham selv - om end han fandt dem laverestående på grund af hudfarve, religion, uddannelse eller vaner. Uden vished om, hvor ondt det gør at blive frihedsberøvet, ville man ikke bruge denne straf. At fængsle folk i dag er derfor intet mindre end hævn. Stadigvæk. Fordi man ved, hvor ondt det gør.

hvilket samfund har ikke fængsler? Hvilket samfund er således i sin grundkerne ikke ondskabsfuldt? Hvad enten det ud fra en personligt fokuseret overgrebsmodel benytter sig af tortur eller ej? Fængsel er tortur, ret og simpelt.

det er nok, hvad man må kalde et civilisationsdillemma. På den ene side vil vi alle gerne leve og udfolde os, som vi behøver for at føle, at vi har et behageligt liv - et liv, hvor vi bliver inspireret til at gøre noget godt for andre end os selv. På den anden side er mange af de mekanismer i vores samfund lokalt og globalt, som sikrer vores velfærd, set fra et synspunkt, hvor vi faktisk empaterer med fremmede, under al kritik. Hvilket, stærkt forenklet, er årsagen til, at greenpeace, amnesty international, læger uden grænser, røde kors og alle de andre findes OG IKKE ER STØRRE END DE ER - ikke er naturlige dele af vores fællesmenneskelige bevidsthed, men adskilte institutioner enhver er nødt til personligt økonomisk, mentalt, socialt at bidrage til.

set ovenfra erkender vi således, at vi har et problem: de kloge i petriskålen er hele tiden hurtigere end dem, der forsøger at bøde på skaderne af menneskelige overgreb. Set ovenfra er det således også tydeligt, at vi endnu ikke har en global, menneskelig kultur, men stadig overvejende tænker som bønder: Hvis ikke det regner på min mark, må jeg erhverve flere marker. Et i bund og grundliggende JA til endeløs ekspansion for den enkelte. Men da kun nogle ganske få i petriskålen kan få tilladelse til endeløs ekspansion, må samfundet komme op med flere og flere regler, efterhånden som der bliver flere og flere mennesker. Og derved bliver der flere og flere regelbrud, og mere og mere straf. Hårdere og hårdere fængselsstraffe, dyrere og dyrere bøder. En eskalerende spiral af straf, der grundlæggende kun har én effekt: At sætte enhver, der endnu ikke har overtrådt nogen love, på pinebænken. Det er et psykisk fængsel.

Dét er tortur. Det er tortur mod den menneskelige frihedstrang. Og det sker som følge af manglende ønske hos nogen! til at begrænse børnefødsel.

Vi gør det mod os selv. Ingen gør det mod os. Vi gør det mod os selv, hver især. Hver dag.

man kunne forledes til at tro, at der var en løsning. Og i hverdagen er man nok nødt til at leve, som om der er en løsning - hvis det skal give mening at leve. Men alt hænger så godt sammen, at man udadtil ikke kan pille ved noget, uden at pille ved det hele: ingen højteknologi og superforskning i medicin, fysik, våben, psykologi, pædagogik, miljø (for lige at illustrere et skarpt faldende fokus, hvad midler angår...) uden et publikum og monoteistisk kapitalisme (mærkevarer). Hele konstruktionen - økonomi, undervisning, produktion og afsætning - er et korthus, som de bedst uddannede både arbejder for ikke at forstyrre, og for at maksimere det personlige/lokale/nationale afkast af. Globalisering? Ha!

det er udmærket at arbejde empatisk. I mine øjne nok det bedste, enhver kan gøre, på sit eget niveau. Forstår man hvem et andet menneske er, kan man kun elske vedkommende. Og héraf kommer løsninger, som vil forsøge at tilgodese et flertal. Men empati står altid i opposition til det modsatte, og er på kort sigt at regne som en svagere kraft end psykopatien, den sygelige egoisme, der kun indregner personlig overlevelse. Vort åndelige kulturfundament, De Ny Testamente, og dets budskab om at vende den anden kind til, udtrykker idealet om ikke at gengælde vold med vold, overgreb med overgreb - hvilket i de dage givet har været mindst lige så svært at efterleve som i dag. Vi vil jo for pokker gerne hver især leve NU! og ikke dø for et ideal!



så, når der ingen klare løsninger er - empati forekommer ikke at kunne vinde over psykopati, og samfundets stabilitet hviler på evnen til at straffe, hvor det gør mest ondt - må enhver navigere, som han eller hun bedst kan. Og man kan således tale om, at der ikke længere ér et samfund, men kun en lovmæssig afgrænsning af individer.

for at overkomme følelsen af isolation tager nogle religionen i hånden, nogle lader deres arbejde og/eller deres familie fylde det hele, nogle arbejder bredt politisk, nogle laver kunst, nogle hjælper de svagere. Og så videre. Uden det store overblik. Og dermed uden den store sikkerhed for ikke at træde ved siden af de mange love og regler.

romerne omkring år 0 skal have været meget partikulære med, hvem der blev straffet - og på hvilken måde. Der var dem, der kunne undværes, og dem der ikke kunne. Præcis som i dag. Dengang som nu var det graden af selvkontrol, OG indsigt i samfundsmekanismerne, der bestemte omfanget af støtter - som dermed afgjorde omfanget af straf. Jo mere kendt og agtet, desto større handlefrihed.



Ikke meget anderledes i dag. Eller måske snarere MEGET anderledes, sådan at forstå, at kampen for anerkendelse, og dermed muligheden for større frihed til at udfolde sig, er vokset mere end eksponentielt med væksten i befolkning. For i dag VED vi - vi ser det overalt, på TV, i film, i bøger, på nettet - at succesrige mennesker ikke er meget anderledes end os selv. Og vi får at vide, at der kun er sociale formler til forskel på fattigdom og rigdom, fiasko og succes. Enhver kan blive en stjerne, for en aften og måske resten af livet. I årevis har vi set, at synlighed kan være en beskyttelse.

nu er vi så begyndt at forstå, at dét at være synlig også er en risiko - man kan blive forfulgt af fans og folk, der ikke kan lide én; blive overfaldet, anklaget for alt muligt, sagsøgt, udsat for kidnapning og afpresning, brugt som terroristmål, myrdet. Måske er det ikke så fedt at blive synlig. Måske er det ikke så fedt tilsyneladende at have frit råderum...

Forkert! Alle stjernerne afleder opmærksomheden fra dem med det "uregulerede" liv. Fra beslutningstagere af alle slags, på alle niveauer. Mennesker, som ikke på samme måde som alle andre står til ansvar overfor lovene. De er måske ikke synlige, men de er der ikke desto mindre i store antal. Og de vil nok altid være der. Hele vort system, vores civilisation, er bygget på at beskytte dem, der leder. Alle begrænsninger i vore kulturer kan føres tilbage til dét, at vi som art mener, vi behøver at beskytte vore ledere. Alt, hvad vi accepterer af overgreb, beskytter en faktisk leder eller et lederideal. Religiøst eller politisk eller socialt eller en forælder... listen stopper ikke.

Igen: NÅR vi accepterer et overgreb, beskytter vi en leder. Når vi stillet overfor historier om tortur, politisk mord, isolationsfængsling..., administrativ negligering, siger " men hvad skal jeg gøre ved det?", beskytter vi en leder. For flertallet et grundlæggende billede af en forælder, der ikke var der nok, eller var der for meget, eller var der tilpas, omfanget af behovsstillelse er lige meget. For det var vores første leder. Og dén leder søger de fleste af os efter resten af livet. Og forsvarer enhver, der synes at komme tæt nok på idealet. Far eller mor er dén inde i os, som tillader eller forbyder overgreb af alle slags. Far eller mor tillader tortur og politiske fængslinger og udsultninger af den 3. verden og oliekrige og folkemord. Indtil vi er parat til at beskytte en mere human leder - sekundært i vores omverden, men først og fremmest inde i os selv.

28. oktober 2006

BARMFANG

jeg ser på et billede som dét her - ikke porno, måske sælger det porno, måske er det blikfang for noget andet, hvem ved - dét jeg ser, er en kvinde med en stor barm, som er præsenteret, fremvist, af et snit i sit tøj, som hun måske, måske ikke, selv har valgt, på en sådan måde, at formen på barmen optimeres i retning af det absolutte: så stram som muligt, så stor som mulig, så synlig som mulig, inden for rammerne af hvad hendes barm og materialet kan sammen.

Muligvis skal hun eksemplificere noget - amning, bryster par excellence oa., Eller måske være et skræmmebillede. Eller et stereotypt billede på en stærk, selvstændig kvinde - eller en ironisk reklamekampagne - eller en selvhøjtidelig reklamekampagne... Men det er ikke til at vide, om billedet er stjålet ud af en anden kontekst, en mere privat kontekst, i hvilken hendes fremtoning ville passe og ikke være eksempel på andet end dét, som kontekstens regler og rammer angav som mulighed og begrænsning.

Fokuserer jeg på mængden af elementer i billedet, rummer billedet ikke meget andet distinkt end bryster og solbriller, muligvis hår og hårets længde (dét tager vi ikke med), hvorved solbrillerne bliver ret signifikante i ligningen, Men uanset omfanget af synlighed i billedet, kan hendes solbriller ikke analyseres til at angive, at hun ikke ønsker at se folk i øjnene, eller at hun bruger tildækningen til at forblive i eller bevare en rolle, eller noget tredje fjerde femte, idet konteksten som sagt ovenfor ikke kendes. De kan kun konstateres at skjule hendes øjne, således at noget ud over (illusionen om) de fuldt nøgne bryster er skjult.

Det er derfor stort set kun muligt at konstatere, at et menneske, en kvinde, iført svært gennemsigtige solbriller, fremviser sin næsten nøgne barm. Hvis man aldrig havde set en kvinde før, ville man ikke engang kunne sige dét.




Dog - fordi hun og hendes fremtoning anes at tale til en forbruger eller forbrugergruppe, en modtager eller modtagergruppe, siger analysen at hun og hendes barm - synligt, som blikfang, reklame ... anvendes til at sige, jeg ved ikke hvad. Og fordi jeg ikke evner at reagere klart på nogen af signalerne i billedet, stor barm, synlig barm, usynligt menneske, synlig kvinde, finder jeg heller ikke ud af det hvem afsenderen er. Eller websitet. Eller hvem afsenderne tror billedets 'modtagere' er.

Men jeg ved, at fotoet findes. Og er af den opfattelse, at nogen forsøger at trække mig til sig. Uden rigtig at arbejde på det. Dét er alt..

14. september 2006

MY FAVORITE PET-HATE: TELE-MARKETING

(ring-ring)

Hello, is this mr. Krabat I am speaking to?
Yes it is.
I am calling to you from xxx company in Madrid. You come referred to me by a collegue in London, whom I understand you have recently spoken to in connection to talks of investment...
I have not.
You have not spoken to my collegue in London about investments?
Your collegue called me.
You have not spoken about investments?
(Looong pause, in which I refrain from repeating myself)
Ah, so, Kenneth, have you ever invested in the stockmarked?
We are not familiar, so you may address me by my last name.
Ah, okay, Mr. Krabat, have you ever invested in the stockmarked?
No I have not, and I am not interested, so please do not call me again.
(Slam, phone down, back to work)

(ring-ring)

So, why are you being so rude, Kenneth?
We are still not familiar, so you may still call me by my last name.
I can call you anything I like. So I call you prick. Because that's what you are.
(beep beep beep)

28. juni 2006

Boris Prat



For love and Gunney

In Gunney we trust

All is right with love and Gunney

Oh, my Gunney!

Gunney bless you!

Gunney be with you!


[text addition to Boris' painting, kenneth krabat]
[Boris]

14. juni 2006

Digital Rights Management, penge og moral

Forbrugerstyrelsen i DK er gået sammen med forbrugerstyrelserne i Sverige og Norge om at prøve at forhindre iTunes Music Store at sælge kopibeskyttede lydfiler til forbrugerne, fordi forbrugere i Norge har klaget til den norske forbrugerombudsmand over, at de ikke uden videre kunne flytte lydfiler købt i iTunes Music Store over på andre musik-afspillere end Apples iPods.

Rent vanvid, al den stund alle andre detailled for digital musik benytter Digital Rights Management.


--

To: fs@fs.dk
From: kenneth krabat
Subject: Marlene Winther - ipod/apple

Hej,

søger man på "ipod + forbrugerombudsmand" på forbrugerombudsmandens side, får man kun én reference, nemlig nedstående link til interview. Ingen uddybelse af sagen, hverken ved søgning på Marlene Winther eller andet, der kan tænkes relateret?

Hvordan kan det være, al den stund Marlene Winther i et interview i Ingeniøren [http://ing.dk/article/20060612/ELEKTRONIK/106160010] på vegne af forbrugerombudsmanden siger, at ombudsmændene i de tre sprogligt samklingende skandinaviske lande er enige om at kræve, at Apple åbner sit proprietære format på musikken på iTunes Music shop, fordi musikken ikke kan anbringes på andre mp3-afspillere end iPod?

Hvilket i øvrigt er fuldstændig hul i hovedet, af flere grunde:

- Enhver bruger af enhver platform, der kan køre programmet iTunes (WindowsPC; Mac, Linux o.a.) har adgang til at købe musik gennem iTunes Music Shop, og fra iTunes brænde en CD, som kan afspilles på alle maskiner. Samt fra omtalte CD rippe musikken ud igen, hvis man ønsker den i et andet format, til at placere på en ikke-apple mp3-spiller. Eller man kan bruge et konverteringsprogram, f.eks. MP3 CD Converter på PC, eller f.eks. iPod Ripper til Mac, til at omskabe sine kopibeskyttede AAC-filer til andre formater som AIFF, Mp3, WAV eller andet.

- Hos hvilke andre musikudbydere kan man købe musik til brug på iPod? Eller endnu værre: Hvilke andre udbydere kan Mac-brugere købe musik hos?

- De store mobilteleselskaber har meget stor interesse i at lade deres brugere downloade musik direkte til mobiltelefonen, som de betænker at sælge til det dobbelte af hvad iTunes Music Store sælger dem for, [http://www.businessweek.com/magazine/content/05_17/b3930001.htm], plus at disse sange pt. ikke kan downloades og spilles på en computer [er dét proprietært eller hvad?] og med 1.5 milliard solgte mobiltelefoner, kan Apples solgte 10 millioner iPods ikke siges at udgøre nogen særlig proprietær trussel.

- Microsoft er i færd med at udvikle et format, som "mere sikkert kan flyttes fra telefon til PC", dvs. ikke kan kopieres på en måde, som MS ikke ønsker det. Dvs. ikke har fri mobilitet. Al den stund Microsofts OS'er finds på ca. 90% af verdens computere, må dét siges at være proprietært i en karat, ingen anden kan slå.

Citat [ibid.]
Microsoft, digital media specialist Loudeye, and mobile music startup Melodeo are developing systems that provide better copy protection so tracks can be moved around easily and safely.

The first iterations are crude. Nokia, in partnership with Microsoft and Loudeye Corp. (LOUD ), provides operators with technology to send customers two copies of a track. One goes to the phone and can't be moved, and the other, a copy-protected version, goes to the PC. [citat slut]

altså vil det ikke være muligt selv at bestemme, hvor man vil have sin musik.

Hér er et referat til en debatside, fundet hos jer, hvor købere af kopibeskyttede WMA-filer har svært ved få dem lagt over på en iPod! [søgning "ipod + format] http://debat.ing.dk/topic/?tid=20520

jeg kunne blive ved.

I spiller et spil, hvor I spiller giganterne, der ikke har ønsket at lokalisere butikker i danmark, til mac-OS eller til iPod, alle kort i hænde. Er det dét, I vil? I har ganske enkelt ikke fattet, at vi befinder os i en global verden, hvor internettes mangel på grænsesætning ikke applikerer til nationale love. iTunes' danske, svenske og norske butik er hhv. dansk, svensk og norsk pga. muligheden for at betale i egen mønt, men kunne lige så vel have været lokaliseret på engelsk og i udlandet, og så ville I ikke have noget at skulle have sagt over noget.

iTMS kom tilfældigvis først, med en god og funktionel forretningsmodel, men Microsoft og andre ser gerne, at I forhindrer Apple i at sælge i skandinavisk valuta. De skal nok få deres egne proprietære formater igennem, og dét kan I ikke gøre noget som helst ved.

venlig hilsen,
Kenneth Krabat

--

så havde jeg en telefonsamtale med omtalte Marlene Winther fra Forbrugerstyrelsen. Den bar præg af, at forbrugerstyrelsen faktisk ikke havde sat sig ind i sagen, før de gik sammen med de andre skandinaviske lande om denne sag.

Det foranledigede denne opfølgning:


To: fs@fs.dk
From: kenneth krabat
Subject: Marlene Winther - ipod/apple - 2

Hej Marlene Winther,

tak for snakken; det var fint. Jeg opsummerer lige, med et par gentagelser og understregninger:

Det handler om licenser, rettighedshavere, og forbrugerpolitik, der kun forholder sig til forbrugeres klager gr. uvidenhed om rettighedsområdet - og om at forbi-se det faktum, at rettighedshaverne kun vil tillade retten til videresalg af deres produkter, hvis de kan blive beskyttet af lovgivningen. Hvilket gør det muligt for/tvinger konkurrerende detailfirmaer som f.eks. Napster og iTMS til at konkurrere... også på détte punkt: DRM.

Fødekæden for iTunes Music Store, men gælder alle andre detailled også:

Musikrettighedshavere (Sony, Time/Warner osv) kræver beskyttelse af deres produkter for at ville indgå aftaler om salg ---> Apple beskytter producentens produkt med en DRM (Digital Rights Management) kopibeskyttelse, AAC (protected), den kopibeskyttede version af deres eget lydformat, AAC, som er en videreudvikling af Frauenhofers Mp3 codec, som de betaler licens til[!] --- > Forbrugeren køber en lydfil i lydformatet AAC (Protected), som kan afspilles via iTunes på alle styresystemer, OG - hvis man har en Apple afspiller - uden videre trækkes ud af maskinen og afspilles på en iPod, stadig som DRM'ed AAC-filer.

Héri ligger "beskyttelsen". Den er overfladisk, idét der ikke findes noget DRM-format, som ikke kan brydes. Men dén er nødvendig, fordi iTMS ellers ikke ville få lov af rettighedshaverne til at videresælge deres musik. Hvilket flytter den moralsk afgørelse om omfanget af ejerskab af det købte over på forbrugeren, som kan vælge at begå ulovligheder, hvis forbrugerens (frit indkøbte) musikafspiller ikke kan afspille AAC (protected). Men det samme gør sig gældende med DRM'ed musik købt andre steder.

Hér en historie om at flytte musik købt på New Napster, der benytter Microsofts DRM-WMA, over på familiens Archos-adspiller, der ikke er licenseret til at afspille WMA. http://more.theory.org/archives/000040.html

Jeg ved i øvrigt, at der findes mp3-afspillere af andre fabrikater, som er bedøvende ligeglade med DRM-filer. Som spiller hvad som helst. Så det er i mine øjne ikke kopibeskyttelsen, der er problemet. Men forbrugeren - som altid før har bestemt selv, om de ville kopiere deres ting, og i hvilket omfang, men nu af Rettighedshaverne, med Apple, Microsoft, Sony, Napster etc. som detailled, tvinges til at bruge et stykke "rippe"-software for at have fri mobilitet på deres køb. At hakke på Apple for at opfylde rettighedshavernes krav som forudsætning for overhovedet at kunne lave en musikbutik er ikke rimeligt. Kan man kritisere Apple for at lave en tie-in fra deres påtvungne kopibeskyttelse til deres hardwareprodukt? Da jeg f.eks. købte min 2. generations iPod i 2001, var der ingen DRM og ingen iTunes Music Store, og jeg kunne frit lægge mine købte CD'er over på min iPod fra et hvilket som helst program, der kunne rippe CD'er - WinAmp, SoundJam, iTunes m.fl.!

Du kan jo spørge Apple, om de er villige til at udlicensere AAC (protected) til andre mp3-producenter, så ALLE kan bruge deres musik uden disse vanskeligheder, vi taler om. Men så skal du i samme ombæring kræve det samme af Microsoft, Sony, Frauenhofer og hvem der ellers ligger inde med proprietære lydformater.

Hér er en masse guld om formatet AAC og dets placering på diverse afspillere: http://ask.metafilter.com/mefi/27644. Også den interessante information, at Microsoft presser hardwareproducenter til at benytte deres format, WMA (som i øvrigt er et vildt dårligt lydcodec - ringere end mp3 i gennemsnitskvalitet, 128bps - og kun beregnet på computerafspilning).

"Digital Rights Management (DRM) systems restrict the use of digital files in order to protect the interests of copyright holders" [!]
http://www.epic.org/privacy/drm/

Laurence Lessig
: "Every digital file is a copy". Dvs. at man kun kan beskytte sine rettigheder ved at forhindre udbredelsen af dem. Men man må samtidig ikke spænde ben for sig selv, så det bliver for svært for forbrugeren at få adgang til dem.

Vi taler lydformater, der ikke er åbne for alle (mp3 er også proprietært; hér er det bare codec-producenten Frauenhofer, der får penge af hardwareproducenterne) - og dét gør vi kun, fordi der er forskellige store aktører på markedet, som hver især skal tjene penge. Det giver god mening at lægge sig fast på et format - WMA, mp3, AAC/M4p osv. - og så sælge licenser til "sit eget format" til hardwarefabrikanter. Apple har sin egen produktrække (iPod), og sælger ikke DRM-AAC-licenser til andre hardwareproducenter - ikke for nemmere at sælge hardware, men fordi de også sælger musik! De har solgt 10 mio. afspillere. Men hvor mange PDA'er, mobiltelefoner og andre mærker "mp3"-afspillere findes der totalt i verden, som benytter udlicencerede DRM-formater fra andre producenter?! Hérunder afspillere, som benytter Mp3-codec'en?

DRM-formater er en konsekvens af rettighedshaveres krav til detailledet. That's it. Jeg vil også gerne have en åben verden [http://creativecommons.org], hvor jeg selv forvalter mine digitale kopier i forhold til min egen moral - men rettighedshaverne mener ikke, at jeg er i stand til at forvalte mine køb (= at det er for nemt at deles om ikke-beskyttede musikfiler].

Igen: Hvorfor gå efter at straffe et lille firma, som blot har været så dygtige at skabe sig en klar virksomhedsprofil, at de er blevet et brand, når jeres anke lige så vel kunne applikeres på alle de andre (mindre) succesrige virksomheder på området, vi taler om? I kunne jo f.eks. gå ud til forbrugerne og forsøge at oplyse om dét med kopier og retten til at kopiere. Og i dén forbindelse sige, at forbrugerne faktisk kunne få væsentlig bedre lyd på deres køb, hvis rettighedshaverne snarere end at gemme sig bag lovgivningens nuværende ret til at kræve beskyttelse for sine produkter ville tillade brugen af åbne (og gratis) formater, f.eks Ogg Vorbis http://www.xiph.org.

DRM-beskyttelsen er ikke lavet for at genere forbrugerne, men en konsekvens af overgangen fra den analoge til den digitale verden; af kampen om retten til at videresælge musik, der af rettighedshaverne kræves beskyttet på en sådan måde, at amoralske forbrugere ikke snyder rettighedshaverne for vederlag. At begrebet fair use, som før administrerede af forbrugernes moral, i dag gr. at der ikke findes nogen digitale originaler, anses for for stor en opgave for forbrugeren selv at administrere.

At bl.a. Microsoft så får det til at lyde, som om deres DRM-format faktisk er til gavn for forbrugerne http://www.microsoft.com/windows/windowsmedia/forpros/drm/default.mspx, og ikke et spørgsmål om, på hvilken måde man kan komme til at sætte sig på musikmarkedet også, er så en helt anden sag.

Hvis jeg kan være til nogen hjælp, skriver du bare.

bedste hilsener,
kenneth krabat

--

Og herefter et lille PS:

Hej igen,

PS:
I øvrigt kunne det være spændende at rejse en sag hos forbrugerombudsmanden om det offentliges - DR, biblioteker, ministerier, styrelser osv. - brug af proprietære formater, der udelukker alle ikke-Microsoftplatforme fra at benytte offentlige ydelser. Som vi betaler skat til. Skal jeg f.eks. tvinges til at bruge WindowsOS, Internet Explorer osv. for at kunne kontakte visse offentlige instanser - blot fordi Microsoft har gjort det umuligt for andre platforme at benytte deres modificerede udgaver af Java, html, og [hæmningsløse brug af] proprietære formater?

vh,

kenneth krabat

1. marts 2006

Tankepolitik

[kommentar til Politikens debatredaktion i anledning af journalist Lasse Ellegårds karakteristik af historikeren David Irving i Politiken Søndag 26.02. 2006]

Kan nogen huske Orwells "1984"?
I denne mørke skildring af et samfund, hvor alle ministerier havde politisk korrekte navne, der sigtede på at udrydde enhver forestilling om, at der udenfor nationen kunne findes en bedre verden, blev enhver afvigelse fra dogmerne straffet hårdt, herunder også tankerne om alt, ledelsen ikke så nationen til gavn.
Hvad man ellers måtte mene om den paranoide holocaustbenægter, David Irvings udgydelser, er det især i disse "Mohammed-dage" interessant at bemærke, at manden har fået 3 års fængsel for, hvad man kun kan kalde en "tankeforbrydelse"! Han er blevet straffet for at have "farlige" tanker og udbrede disse tanker. Og Politiken kolporterer hånligt en østrigsk fængselsleder i citat: "Så kan han de næste tre år skrive vaskelister i fængslets vaskeri".
Avisen accepterer, at man nu end ikke må *tænke* dét, der går samfundet imod. Det er sådan, at ytringsfrihed bliver til ytringsafgrænsning. Og i det øjeblik er der ikke længere nogen grænser for arten af tanker, man kan begrænse.
Før demokratiet blev noget, man reelt brugte at henvise til, var det kutyme at spærre dissidenter inde på sindssygeansalter. Ikke kun i Sovjet; også i Europa. Det kan vi ikke rigtig finde ud af i dag, men så kan man jo gå rettens vej!
Hvornår spærrer man Jyllandspostens kulturredaktør inde for at tage pis på islam? Jonni Hansen for at synes nazisme er federe end kærlighed til jøder? Mogens Camre og slænget af DF-kompaner for at frygte at miste frikadellen? Nyboligs mæglere for at frygte at blive fattige? Og nu man ér i gang, kan man også lige så godt spærre Tine Bryld inde for at minde os om grønlændere i isolationsfængsling. Og alle de andre, der føler de har en sag, som man er tvunget til at bruge 17 sekunder af sit liv på selvstændigt at forholde sig til.
Det er ellers nemt. Man inddrager bare politiets weekendorlov og anholder dem alle sammen i én stor razzia. Så kan man skære TV-nyhederne ned til 5 minutter, og nøjes med kulturstof i aviserne.
Sikken fred her bliver. Så man kan høre sig selv tænke [gode, ufarlige tanker].

19. februar 2006

ADFÆRDSKODEX

To: opinion[AT]weekendavisen.dk
From: kenneth krabat

17-23 februar 2006 spørger Weekendavisen, hvad der bliver indholdet af et nyt vejledende normsæt for religiøs kontakt, en adfærdskodex der - som der står - skal sikre at f.eks. Dagblade udviser respekt overfor religioner, samt at nyradikale ekstremister ikke bringer sig selv og andre i fare...

Selvom det ikke er et regelsæt, men retningslinier for adfærd ved omgang med religioner, og ingen forestiller sig, at det skal blive et tillæg til Grundlovens §77 om ytringsfrihed, ser jeg i ånden, at et sådan regelsæt lige så stille og roligt glider ind i vores kultur og forhindrer nytænkning i omgang med andre kulturer. Med fare for, at vi bliver fanget i et morads af ufordøjet forståelse af begrebet ”respekt”, og derfor ikke tør sige fra overfor religiøse ekstremister fra andre lande, der forsøger at trække deres (religiøse) praksis og kultur ned over vores hoveder, uden at ville respektere vores.

Her følger spørgsmålene, og mine svar.

kenneth krabat
19. februar 2006

obs: ord i [hårde klammer] er indført for at forklare brugen af ordet "kan", der oftes skal læses som "kan man tillade sig at...".
---

1 Kan man karrikere Jesus?
Nej, fordi man ikke kender hans udseende... ;-) Man kan derimod tillade sig at karrikere hans gerninger og de tilhørende ikoner, som de bruges og måske især misbruges i nutiden, samt kirkens gerninger og handlinger, kristnes handlinger og gerninger, modstanderes... osv., fordi det har værdi for samfundet at blive opmærksom på væsentlige selvmodsigelser i vore institutioner. Den vestlige verdens mennesker er jævnt hen ad vejen så godt uddannede, at vi overvejende kan forholde os til kritik af vore kæpheste, hvis den er berettiget.

2 Kan man i TV og medier [tillade sig at] viderebringe opfordringer til mord på tegnere og forfattere?
Ja, det kan man godt tillade sig, hvis man holder sig for øje at pakke det ind på en sådan måde, at målgruppen oplever det i perspektiv.

3 Kan [man tillade at] Disneys Aladdin fortsat distribueres?
[har ikke set den og kender ikke originalforlægget]

4 Kan [man tillade at] den kritiske udforskning af Koranens historiske tilblivelse fortsat bedrives ved universiteterne?
Ja, der er basis for at forholde sig kritisk til alle overleveringer. Tør man tillade at ens verdensbillede forandrer sig, kan alle undersøgelser kun gøre én klogere. Og så er man forpligtet til at tilbyde denne viden til alle andre.

5 Kan [man tillade at] Koranen afbildes i danske medier?
Ja. Hvis den kan læses af én person, reciteres i en moské, udsynges fra et bedetårn, studeres i skoler og hjemmet, kan den også afbildes i danske medier - selvfølgelig med respekt for avisens version af sandheden, som med behandlingen af alt andet stof. Kunne man ikke afbilde den, skulle den så også forbydes i oversættelse?

6 Kan [man tillade at] Oehlenschlägers Aladdin sættes op på det Kg. Teater?
[har ikke læst den]

7 Kan [man tillade] Bibelkritiken [at] fortsætte?
Ja. Se pkt. 4

8 Hvilke religioner er omfattet? Kan man [tillade sig at] karrikere Jehovas Vidner og Scientology? Kan man [tillade sig at] kritisere Tidehverv?
Ja. Spektret fra ”at le med” til ”at le af” er stort. De vurderende menneskelige led fra skaber til modtager må alle afgøre, om de er tale om forhånelse, eller påpegelse af indbyggede svagheder. Problemet opstår, når satirens objekt betragter sig som ufejlbarelig. Men ”perfektion er forbeholdt det guddommelige”, som nogen har sagt. Se også pkt. 1

9a Er politiske ideologier af religiøs støbning omfattet?
Ja. Se pkt. 8 og 1.
9b Kan man [tillade sig at] karrikere nazisme?
Ja, man kan karrikere Nazimen og (ny)nazisterne af i dag. Det er ikke satire, hvis man karrikerer det historiske og de døde. Satire er en udfordring til de levende om at se sig selv i kortene.

10 Er antisemitiske karrikaturer fra arabisk presse også omfattet af kodexet?
Mig bekendt er der i islamiske lande officiel sanktionering af karrikerende forhånelse overfor jødedommen, gr. den historiske Muhammeds vrede over jødernes behandling af ham.

11 Kan [man] fortsat [tillade sig at] oversætte og distribuere Voltaire - for eksemple hans Mohamet?
Som historisk dokument, ja. Se også 9b

12 Kan [man] fortsat [tillade at] Jorge Louis Borges' værk trykkes og forhandles?
[ved ikke om der refereres til et bestemt værk, og i så fald hvilket, eller hele hans værk]

13 Kan [man tillade at] Saramangos Jesusevangeliet trykkes og forhandles?
[har ikke læst den]

14 Kan [man tillade at] julekalenderen Jul i Valhal fortsat lave[r] sin egen udlægning af de nordiske myter?
[har ikke set den, men regner med, at den gr. sit publikum er på line med ”Jesus og Josefine”] Ja. Se også pkt. 1 og 5

15a Kan [man tillade] Hirsi Ali [at] lave sin film om liv?
[kender ikke referencen]
15b Kan [man tillade at] det Danske Filminstitut bevilge[r] støtte til islamkritiske filmprojekter?
Ja. Og også til pro-islamiske projekter, og pro-jødiske, pro-scientology, pro-nazistiske, hvis projektets kunstneriske essens stemmer overens med Filminstituttets retningslinier. Hvem har sagt, at kunst kun skal være analytisk/destruktiv? Har man hørt om ”hyldester”?

16 Kan [man tillade at] Life of Brian fortsat vises offentligt?
Ja, det er et produkt af kærlighed, der ikke handler om Jesu liv, men om menneskers liv.

17 Kan journalister [tillades at] undersøge forskellen mellem tale og handlinger hos imamaer og andre gejstelige?
Ja. Og bør gøre det i folkekirken også. Og på Borgen. Og i egne redaktionslokaler. Og i folkeskolen. og så videre. Der er relevante historier under hver en sten, for den der kigger efter.

18 Kan [man tillade at] kvindeundertrykkelse i strømninger i Islam kritiseres?
Kan den kritiseres i Danmark? Ja, gu' fanden!

19 Kan [man tillade at] Human Rights Watch fortsat publicere[r] sine årlige oversigter over menneskerettighedsovertrædelser i muslimske lande?
Ja. Blot overtrædelser for alle lande publiceres med samme seriøsitet.

20 Kan [man tillade at] muslimske menigheder i Danmark indføre[r] egne, snævrere regelsæt for ytringsfrihed, der kun gælder for foreningens medlemmer?
Ja. Mennesker er principielt frie til at finde et andet bageri. Samme lokale suspendering af ytringsfriheden gør sig gældende på en arbejdsplads og i hjemmet.

21a Har religioner med organiserede netværker af boykot og trusler større ret til respekt end andre?
Ret til respekt i betyder hér ”opmærksomhed”. Man skal ikke lade sig kue; så Nej. Respekt viser man dén, man har tillid til. Hvad enten man forstår vedkommende eller ej.
21b Vil udenrigsministeren løbende opdatere en liste med boykottrusler, som man kan indrette sine udsagn efter?
Hvem er man? Jeg er sikker på, at alle firmaer, der berøres direkte af en boycot får det at vide af deres aftagere, straks det sker! Regeringen bør ikke sanktionere censur af et firmas ret til at formulere sig ud af en krise, hvad enten krisen er lokal eller international, med mindre formuleringerne falder under lovgivningens bestemmelser.

22 Kan [man tillade at] tegneserien Iznogood fortsætte[r]?
Ja. Den er satirisk overfor alle magthavere og alle med rundsave på albuerne og alle der følger i røven som får. Hvilket stort set gælder alle. Mytevalget kunne måske opfattes som forhånelse af den arabiske kultur, men det oplever jeg ikke, da det netop er myterne og historien, der er forlægget, og ikke nutidige arabiske forhold.

23 Bør kristne, ateister og demokrater i arabiske lande tie i respekt?
Hvis de ville tie ud af respekt, og ikke behøvede at gøre det af frygt, var det deres eget valg.

24 Kan [man tillade at] Den duftende have genoptrykkes?
Ja. Det er et historisk dokument. Og litteratur. Litteratur tilhører alle tider, og alle mennesker. Se også pkt. 11 og 9b

25a Politiken har i tegneserien Wullfmorgenthaler karrikeret Muhammed uden problemer. Er der visse medier, der har større frihed til at karrikere end andre?
Ja,
25b I så fald hvilke?
Alle medier, der henvender sig til mennesker, som på lige fod med medierne har ytringsfrihed. Den grundlæggende fordring for satire er, at modparten har mulighed for at svare igen.

26 Hvis der er flere strømninger i en religion, der er uenige, hvis normer skal man da adlyde? Skal man for eksempel respektere sunniernes billedforbud [mod afbilding af profetes ansigt], eller shiiternes manglende billedforbud?
Den, der udviser tillid, behøver ikke frygte noget som helst. Man skal ikke ”adlyde” normer; begge sider skal ”forstå” normer. I en global verden kan man ikke gå i krig på, at andre har andre holdninger end én selv. Det kan man kun gøre, hvis man har råd til at tabe - f.eks. ved at udvide landindvindingen i modsat retning af kamppladsen.

27 Vil der blive nedsat et vejledende råd eller nævn, der kan afgøre grænsetilfælde?
Sikkert. Lad det blive begavede mediatorer - dem kan der aldrig blive for mange af.

28 Hvor stort skal et mindretal være, før det kan behandles satirisk?
Det kan kun empatisk indlevelse afgøre. Ludere, handicappede, homosexuelle... satiren er kun er satire, hvis man grundlæggende respekterer dén eller dem eller det forum, man satiriserer. Uden respekten, uden forståelse eller ønske om forståelse for fremmethed, bliver det til hån.

29 Kan [man tillade at] der foretages sociologiske undersøgelser af de forskellige muslimske grupper og deres ideologiske orientering?
Ja, hvis de ellers tillader det. Se også pkt. 4, 7, m.fl.

30 Hvordan godtgør man, hvorvidt en gruppe, der hævder sig krænket, reelt er det?
På Journalistisk niveau gælder det om at være godt forberedt, så man ikke i sensationens navn blot bliver mikrofonholder. På Politisk niveau taler man sammen via mediator. Og har forlods selvfølgelig imperisk forudviden om samme gruppe; det er derfor vi har ambassader. Uden samtale, ingen forløsning af harme og vrede. Og begge sider må forstå hinanden i en global verden.

31 Kan [man tillade at] malerier, der tematiserer islamiske og andre religiøse emner, ophænges i gallerier og museer?
Ja. I et samfund med ytringsfrihed kan selv forhånelse være kunst, hvis det bare er kunst. Også selvom det ikke er god kunst. Fisk i blender, svin i montre, udstoppet hund er alle forhånelser, der har trancenderet sig selv, fordi vi lever med kunstnerens TILLADELSE til at sætte forhånelsen på spidsen, fordi han ultimativt vil os det godt (skal vi tro på; ellers kan vi ikke have tillid til noget kunst overhovedet). I et samfund uden ytringsfrihed findes ingen fri kunst, og således ingen tilladelser, hvorfor heller ikke forhånelse udefra kan trancenderes.

32a kan navnene på tegnere og skribenter, der omfattes af dødsdomme i form af fatwaer, publiceres?
Kan navne på andre dødsdømte i andre lande? JA. Der arbejdes ihærdigt på at skabe global forståelse for fjernelse af dødsstraf i ethvert regime verden over.
32b Kan fatwaerne?
Ja. Vi beskytter vore borgere med de midler, vi tror på - som nedfældet i lovgivningen og etableret gennem praksis. Trusler over landegrænser bør følge samme retningslinier, men fordrer enighed et flertal af lande imellem. En publicering af fatwaer er både en fremvisning af uvillighed til at tolere dødstrusler, hvad enten de er religiøse i natur eller har et andet udspring, og et signal til ligesindede om at slå fælles fodslag. Brede sikkerhedsnettet ud.

33a Kan gudebilleder i konkurrerende religioner forbydes?
Kan de påbydes i et samfund med ytringsfrihed? Nej. Så kan de heller ikke forbydes.
33b Kan [man tillade at ] de destrueres? (Jf. Buddhastatuerne i Afganistan).
Hvis et samfund ønsker at destruere mindesmærker, religiøse symboler og så videre, og de ellers har magten til det, står det dem frit for. Intet varer evigt; mennesker er en del af naturen. Så NEJ til om andre lande kan tillade sig at blande sig i, hvad der, så længe vi endnu har landegrænser, er interne affærer. Men vi kan gøre opmærksom på, at vi ikke bryder os om det. Og sanktionere, hvis vi vil eller har mulighed for det.

34 Er større religioner mere respektable end mindre?
Nej. Hverken hvis der med ”respektabel” menes ”troværdig”, ”stabil” eller ”værdifuld”. Mennesker må finde støtten dér, de føler sig hjemme.

35 Kan religionsvidenskaben [tillades at] bedrive kritisk forskning i New Born Christians og det amerikanske højre?
Ja, hvis de får lov. Se pkt. 4, 7, 29 m.fl.

36 Kan [man tillade at] Marx' Feuerbach-teser, Freuds En illusions fremtid og Durkheims Det religiøse livs grundlæggende former frit genoptrykkes?
Ja, såfremt ingen copyrighthavere modsætter sig det... Naturligvis. Lande uden ytringsfrihed er selv ansvarlige for, hvad der kommer over deres grænser. Lige som vi er ansvarlige for, hvad der kommer over vores.

37 Kan Osmannerrigets belejring af Wien omtales? Kan korstogene?
Ja. Det er historie. Og historie er blot en samling fakta, som efter behov kan vurderes og analyseres. Ingen objektive sandheder hér. Om end det typisk har været sejrherrene, der har skrevet historien før, har kritiske analyser i dag større frihed, og bør have større frihed, for at vi som art kan tage ved lære af hinanden.

38 Kan vi [tillade os] fortsat [at] spise eller benævne brødfrugter - frugten er som bekendt strengt tabuiseret blandt yamierne på Batan-øerne, hvor den blotte omtale af frugten opfattes som en aggressiv krænkelse?

Ja. Lad være med at rejse til Batan-øerne og omtale frugten, er min vurdering - ihvertfald ikke foreløbig. Men hvis yamierne rejser ud i verden, faktisk eller virtuelt, kan de ikke tillade sig at brokke sig over ugens tilbud hos min grønthandler. Respekt for forskellighed. Leve side om side.

39a Kan [man tillade at] den historiske person Muhammed omtales i negative eller kritiske vendinger?
Ja, i nationer med talefrihed. to hænder på sværdet er et digt, jeg har skrevet, (publicér ikke uden at tale med mig først), som var mit første indtryk af de sataniske vers - de uforblommede beskrivelser af den historiske Muhammed, der over lang tid er censureret ud af Koranen - og forbudt tro muslimer adgang til, eller kun under streng overvågelse. [det er et meget følsomt emne, fordi disse beskrivelser svært kan underbygge Muhammeds fremtoning som guddommelig - ihvertfald for den uinviede.]
39b Kan billeder af ham opbevares privat, hvis man undgår offentliggørelse?
Ja. Og også offentliggøres. Som en fundamentalistisk imam sagde til en engelsk avis: ”Den, der tegner Muhammed med ansigt, er ikke muslim”. Den, der offentliggør Muhammed med ansigt, er så heller ikke muslim. Og den, der ser på en tegning af Muhammed med ansigt, kan så heller ikke være muslim. Og derved kan man nærmest konkludere, at det er en trosakt at tegne, offentliggøre, se på Muhammed med ansigt, hvis man er alt andet end muslim! Hvilket muslimer må respektere, hvis vi skal respektere deres, internt religiøse, forbud overfor deres egne! Men de har naturligvis samme ret og mulighed for at gøre indvendinger, jf. pkt 45. som os.

40 Kan [man tillade at] sangen ”Fader Abraham” afsynges offentligt?
Ja. Det er en kærlig sang henvendt til børn. Men hvis forældre føler sig stødt, kan de jo udtage deres børn fra børnehaver, der anvender sangen. Børnehaven kan så udøve selvcensur, hvis de vil, men de kan også stå fast på sangens sociale formål.

41 Kan Bellmans ”Gubben Noah” tillades i drikkelag?
Ja. Det er en sang om livsglæde, og bakkanaler fejrer livets rigdomme. Skal dén forbydes, skal alkohol og latter forbydes. Tobak er under afvikling; skal så også tobakken slettes fra litteratur og film - som hvad den end kan symbolisere? Set fra denne side af kløften, skaber talefrihed ikke begavede mennesker, men forhindrer til gengæld heller ikke begavede mennesker i at påvirke og ændre samfundet.

42 Kan [man tillade at] Ibn Warraqs Derfor er jeg ikke muslim fortsat udgives?
[har ikke læst den] Men Ja, under henvisning til at al kritisk litteratur har betydning for os alle. Andre produkter, herunder realfremstillinger af misbrug, overgreb, mord og henrettelser, må betragtes som grænsetilfælde, hvor hver enkel sag skal vurderes for sig, ud fra om de medvirkende lidt overlast, og tillades eller forbydes alene på basis af, om medvirkende har haft frihed til at nægte at deltage. Det, som berører tanken, kan forandres i tanken. Det, som berører hjertet, f.eks. overgreb, kan svært omgøres af tanken. Det er det, der gør trusselvideoer så effektive.

43 Er udbruddet ”Ved profetens skæg!” dårlig tone?
[Er der virkelige andre end Kaptajn Haddock, som siger sådan!] Ja, det er nok dårlig tone i muslimsk selskab, men derudover?

44 Kan [man tillade] Irma fortsat [at] sælge ”jødekager”?
Ja, under et andet navn; det smager, om man så må sige, af hengemte fordomme - som ikke nødvendigvis er anderledes i dag, skal siges! Uvidenhed er en generationsting; se blot udrensningen af Sambohistorien, Sambo fra ”Elefantens vuggevise”, negerkys og negerboller.

45 Kan [man tillade sig at] kritisere fængslingen af de redaktører i Jordan, der publicerede Jyllands-Postens tegninger?
Ja, man kan godt kritisere, sanktionere, boycotte, ud fra hvad man indenfor egen kultur mener er i orden på et menneskeligt plan - protester mod tortur, kvindeundertrykkelse, apartheit osv. Men derudover er vi nødt til at respektere, at en regering og et folk gør hvad de gør, inden for landets grænser, og landets lovgivning. Ligesom man til en vis grænse er nødt til at respektere, hvad der foregår i naboens hjem. Grænsen går kun dér, AT et internationalt samfund er enig i at gribe ind over for bestemte handlinger, og ydermere har den stærkes MAGT til at gøre det. Uden denne enighed og denne magt, er kritik at regne som forslag og fordømmelse - som man giver en ven forslag, fordømmer hans handlinger, men ultimativt kun kan vælge at respektere hans vej, eller disassociere sig fra ham. Og DET er ikke muligt for lande i en Global verden.

46 Kan man acceptere, at den svenske stat censurerer hjemmesider?
Ja. Se pkt. 45

47a Overskrider man alligevel trods rettidig omhu respektens grænser, kan en undskyldning så sone brøden?
Ja. Det er dét, respekt betyder.
47b Eller har den pågældende religion ret til hævn uanset undskyldning?
Nej. Det er dét, respekt betyder.

48 Hvad skal man stille op med internettet, hvor Muhammedtegningerne stadig cirkulerer?
Stille sig lykkelig, at man er en del af en kultur, der værner om retten til at udtrykke sig.

49 Hvordan vil man hindre den trykte presse i at tabe autoritet, når den ikke kan gengive information, der gengives frit på nettet?
Det cencurerede sensationsmedie har på mange områder udspillet sin rolle. Internettet tilbyder i stedet ”interessant” - dvs. valg blandt mange valg for den informationssøgningsvante. Men vil den trykte presse generhverve sin autoritet, må den dæmpe sig, blive mere seriøs, som modspil til nettet - også selvom det betyder, at den (først) længe efter den oprindelige nyhed bliver dén, der ”reder trådene ud”. Jyllandspostens provokation var et eksempel på det modsatte - på en redaktør, der ikke har fattet internettets betydning som vidensdeler, og troede, at overskrifter i lille Danmark kun er overskrifter i lille Danmark.


50 Omfattes krænkelsen af enkeltpersoner og deres antagelser også af kodexet, eller angår normen alene grupper og deres tro?

Kodexen er endnu en repressionsmekanisme. Hvis man kalder det opdragelse at opfordre sine medmennesker til selvcensur ud af frygt, har man misforstået sin funktion i en dynamisk verden. Hvis man derimod satsede på regulær INDSIGT - uddannelse af danskere til begavelse i selvkritik og vurdering af fremmede forhold - ville man snarere end at stække energierne, der afføder kreativitet og social interaktion, opnå at skabe et langt mere naturligt rum at møde ”det fremmede” i. Så, Nej nej nej. Jeg skal ikke skifte navn eller kalde mig Bent, fordi min nabo ikke bryder sig om navne, der begynder med K. Om end min nabo føler sig nok så krænket. Mit og hans liv er lige værdige. Det samme gælder grupper. National og international lov er det eneste, der kan afgøre hvor grænsen for uacceptabel normafvigende adfærd går. Konsensus.

51 Kan journalister citere andre, der overtræder kodexet, hvis de ellers selv undgår at gøre det?
Dagbladsjournalister har PLIGT til redelig formidling om samfundets forhold, til samfundets oplysning og begavelse - for hvad skal vi ellers med dem? Det SKAL være chefredaktørens rolle at definere redelig på vegne af avisen. Journalisten er ikke chefredaktør, men bør ligesom i alle andre livets forhold være begavet nok til at udvise respekt for det uforståelige, og søge at gøre det forståeligt, for sig selv og for udførelsen af sit redelige arbejde.

52a Omfatter respekten alene religioner, eller omfatter den også kulturer og andre verdensanskuelser?
Respekt er ikke det samme som mundkurv - spørgsmålet er, hvem, man respekterer - enkelte stemmer, magthavere, eller mennesket som filosofisk ideal. En journalist har lige som en kunstner, og alle andre der tør mene noget, valget IKKE at sky nogen midler for at komme virkeligheden tættere - til oplysning for et større bedste. Journalistens "offentlighed" er i sidste ende ikke læserne, men avisens chefredaktør.
52b Og hvordan defineres i så fald ”kultur”?"Kultur” er ”dét, der virker” - det, der skaber sammenhæng og liv i en petriskål, en klasse, en arbejdsplads, en by, et land - så spørger man: ”Hvad er kultur”, stiller man et meningsløst spørgsmål, for hvordan meningsfuldt besvare spørgsmålet: ”Hvad er mekanismerne?”


53 Hvordan afgør man, hvilken blandt en religions mange talsmænd, der har autoritet til at blive krænket?

Men spørger ikke hele bussen, hvem der føler sig stødt af ens prut. Man lader en krænker melde sig, og med allerede erhvervet forudviden om den krænkedes fraktions-overbevisning, taler man ene og alene ud fra dén viden. Adresserer ikke temaer, der behandler eller vedrører andre fraktioner, så den krænkede føler sig talt til og med. og derefter præsenterer man offentligheden/de andre for en perspektiveret version.

54 Kan man [tillade sig at] sige ”Kors i røven!”
Måske usmart i en konservativ kristen forsamling eller sammen med meget gamle bedsteforældre, men Ja, det ved gud man kan! Pointen er jo i sidste ende, om man så må sige, at man ikke kan komme med eftertryk eller markante meninger, hvis man skal tænke, at der i nærheden måske ville være nogen, der ville føle sig krænket. Oprigtighed i det personlige snarere end politisk manipulation er jo dét, der skaber frie tænkere.

55 Vil religionskritikken i Henrik Pontoppidans værker blive fjernet i kommende udgaver?
[jeg kender den ikke] Men det ville da være at skære grenen over. Hvordan skal vi kunne forstå os selv, hvis vi fjerner vores fortid - mere end vi allerede har gjort? Vi er så historieløse som nogen, hvilket er årsagen til, at vi både kan have et socialt sikkerhedsnet og dagligt krænke brugerne af samme, uden at nogen råber op.


56 Kan intern kritik blandt en religions forskellige strømninger gå an? kan Tidehverv angribe Indre mission, og vice versa? Kan sunnier angribe shiiter?

Respekterer de hinanden? Eller kaster de mudder?

57 Kan [man tillade at] ateister og agnostikere krænkes?
Kun dén, der er ærekær, kan krænkes. Dvs. kun dén, der af en hvilken som helst utryghed vedholdende opretholder et psykisk/emotionelt forsvar mod omverden, kan altid (=vedholdende) krænkes. Skal man dømme i, om nogen krænkes, blander man sig dermed samtidig i den krænkedes ret til at opretholde et permanent forsvar. Og er man ikke med ham, er man pr. definition således imod ham.

58 Kan [man tillade at] der refereres til Oplysningstiden?
Hvordan kan vi ikke referere til Oplysningstiden, der på godt og ondt danner basis for vores ”velfærdskultur” og socialliberale vilje, som vi på ingen måde som samlet folk ved nok om!? Det er da for fanden vores historie! Og i øvrigt er internationale forskere enige om, at de arabiske lande gennemgik deres egen oplysningstid i 18. og 19 århundrede, blot nogle hundrede år efter os. Så, hvad er problemet?

59 Kan [man tillade at] den katolske organisation Opus Dei kræver at blive skrevet ud af filmversionen af Dan Browns Da Vinci Mysteriet?
Nej, det kan de lige så lidt som en hvilken som helst (anden) organisation af offentlig karakter kan det.

60 Kan [man tillade at] Salman Rushdies De sataniske vers genoptrykkes?
Selvfølgelig. Se pkt. 4, 7, 29, 35 m.fl.