et blidt sted at være menneske

SÅ længe har jeg været ateist, at jeg nok har mindre liv tilbage at fatte en omnipotent guds angivelige altfavnende kærlighed i, end jeg har levet dage med kærlighed blandt mennesker som værende tilsyneladende tilfældig, og med sikkerhed smertefuld at miste, savne og længes efter. Er der en sådan gud, er jeg så dén, som rækker ud, eller bliver jeg rakt? Og ligger i så fald ikke også guds kærlighed parat til dem, som ikke bekræfter hans eksistens med vedkendt tro? De kristne siger ja, mens de forsøger at hverve andre til deres tro.

Sådan er mine tanker i disse muslimske "dage" blandt menneskene - hvor mennesker atter myrdes på alteret for omnipotente teologer, der hævder at kunne love vejen ind i guds rige.

Det forekommer mig, at jeg ikke behøver tro på gud eller lyde profeter eller profeters fortolkere. Blot udholde smerten ved tvivlen på, hvordan jeg bedst giver MIN kærlighed. Ingen af dette navn, gud, behøver komme mellem menneskene og mig, hvis jeg kan lære at udholde smerten. Hvis ...

Jeg er initieret i healingsformen, Reiki. Når jeg åbner (mig) for Reiki, livsenergien, giver jeg mig hen til den programmering, der ligger i at blive initieret: Jeg kan ikke bruge energien til mit eget formål, jeg kan ikke gøre andet med den end at åbne mig, fokusere mig væk fra mit forstyrrende ego og min snakkende hjerne. Jeg åbner mig, og energien flyder derhen, hvor den behøves - to the best of all concerned, som det hedder. Ske, det der skal og kan - hér kommer livets energi til dén, som har mistet energi; det koster mig kun væren og tilsidesættelse af mig selv en tid.

I denne frivillige tilsidesættelse af egenbeskyttelse og mental vurdering ligger stor omsorg. Men det er ikke en guds kærlighed. En guds kærlighed er det der gives mig: Jeg, der sørger; jeg, der længes; jeg, der smerter ... og behøver omsorg og oplevelsen af, at noget passer på mig, som ikke er mig, og dermed større end mine ligesindede, som - i fald jeg ikke er forskruet i beundring for tillærte evner, jeg ikke selv har - dækker over alle andre mennesker. Noget, der er eksternt os alle sammen. Noget, der evner at være givende til enhver tid, blot man kalder og har behovet for at modtage. Den perfekte forælder.

Kærlighed er den største kraft i Universet skrev jeg på min væg, min arm, i mit sind, en decemberdag 2006 efter at have mistet min elskedes tillid og et alt for tidligt født barn. Den fysiske følelse i hele min overkrop af at rumme - ikke kærlighed, men potentialet for kærlighed, husker jeg med al klarhed. Det var en dør, der var gået op, og da min bortgangne elskede tilfældigt samme dag lagde vejen forbi, for første gang i halvanden måned, oplevede jeg den største udstrømning af følelser i mit liv blive til det største kærlighedsmøde nogen sinde: Mine følelser væltede ud af mig gennem mit bryst til min elskede, en følelse der voksede og voksede og gav mig en styrke og en sikkerhed, en vished i livet, jeg aldrig havde følt. Og siden blive til en passiv, optændt tilstand, da min elskede ikke kunne tage imod mere, og en uge senere, da hun ikke var interesseret i mig alligevel, til en oplevelse af den dybeste sorg, større end den jeg havde gennemlevet i chokket over, og ydmygelsen ved, at miste hende på måden, det skete på.

Hér kunne jeg havde behøvet en altfavnende, kærlighedsfuld gud til at tage mig ind, men da knap nok troede på mig selv efter at være blevet forladt igen, og endnu ikke havde fået sprog for det nye, jeg havde oplevet, måtte jeg klare mig igennem... ikke alene, for pludselig viste det sig, hvem mine venner var, men på egen hånd.

Jeg har siden formået stort set hver dag at skabe og eller opretholde mit fokus på mit bryst - dagligt bekræfte følelsen af at være åben, parat til at give må jeg næsten kalde det. Unægteligt har tvivl sat ind, når jeg i (oftest kvindeligt) selskab kun har følt begær og omsorg og nysgerrighed og mental kontakt, på trods af denne fysiske påmindelse om decemberdagen i min overkrop. Er jeg en ikke-recidiverende hykler, der kun kan give til dem, der tager imod? Eller er der måske noget fysisk galt med mig, hvor et symptom eller biprodukt er denne følelse i mit bryst? Måske er hele oplevelsen fra dagen i december til denne martsdag knap 4 måneder senere blot endnu en af et usikkert pendulerende menneskes ekskursioner ind i vanvittigt selvoptaget drømmespinderi?

Skal jeg i dag med sikkerhed kunne besvare disse spørgsmål, ville jeg nok skulle have hjælp af en alfavnende kærlighed... som den gud står for. Men måske er det ikke nødvendigt, hvis jeg blot fortsat føler behov for at tro på, at den fysiske følelse af åbenhed i min krop har værdi for andre end mig selv. Ved at den har betydning for mig selv. Gør jeg dét, tror jeg på det, og bekræfter følelsen dagligt, vil den vel fortsætte med at give mig anledning til at opføre mig anderledes opmærksom og tilgivende i min adfærd, og måske også fastere og mere besluttet, over for andre og over for mig selv. Lige så umuligt at af-opleve som det er muligt reelt at fejre en gammel fødselsdag igen.

Jeg venter. Jeg befinder mig i venten. Måske venter jeg på et tegn som det, jeg fik i december. Måske behøver jeg finde en lejlighed til at bryde med de gamle mønstre fra før december. En måde at være på med denne nye, fysiske oplevelse i min krop. Jeg har tænkt, at jeg skulle fortsætte med at blive bedre til at vise menneskene i min hverdag tålmodighed og omsorg - at dét var dét, jeg skulle bruge min oplevelse til. Men nu tænker jeg, at den skal bruges til at vise mig selv omsorg og tålmodighed ved at tage imod. At det ikke er en givende åbenhed, fordi jeg egentlig aldrig har haft vanskeligheder ved at give åbenhed, men derimod en modtagende åbenhed. En åbenhed over for verden og alle de små tegn i hverdagen, som er tegn på varme følelser. At jeg måske i stedet skulle anvende denne åbenhed til at muliggøre kærlighed mellem mig og de andre.

På den led behøves begrebet gud ikke. Barnet forstår ikke tålmodighed, og kan sin endnu uskyldige åbenhed til trods derfor ikke leve med ikke at blive givet omsorg, når som helst behovet opstår; det er i barndommen, vi bedst lærer om, hvad varme følelser kan gøre ved én. Men den, der har tålmodighed, og er lige så åben som barnet, vil opleve mere kærlighed end barnet nogen sinde kan kapere. Og ikke blive afhængig af følelsen, af rusen, som det at omveksle følelser til kærlighed er, når følelserne er stærkest. Det sagdes i går i avisen: Religion er et stof, der får folk til at komme tilbage efter mere.

Meget er bundet i min december-oplevelse. En enestående oplevelse af at være både mindre og større end mit selvbillede. Men ikke som tidligere blot baseret på en tanke, en observation eller en idé. Nej, et fysisk eftertryk er afsat i min krop, qva denne opsvulmede ring, der omkranser halschakra, hjerte, solar plexus og hara. Fra min hals til under min navle. Det er noget, jeg kan vågne med, vågne til, gå i seng med, og fremkalde hvis den ikke lige er der. Jeg har for første gang i mit liv et konkret bevis, der ikke går væk med søvnen, som indikerer at en forandring er i gang. Jeg tror det, for det føles sådan - at det er en positiv forandring. Frygten tager sit i min hverdag, ikke nogen forandring dér, men jeg vier den ikke voldsom opmærksomhed. For til decemberoplevelsen hørte også en anden følelse, som jeg tit har gentaget: Det er muligt at leve med frygten. Jeg har ligget rystende af frygt og smerte på min seng, og grædt mere på 3 måneder end sammenlagt i mit liv, men jeg har ladet det sker. For det viser sig, at det går over - når det får lov at komme ud.

Men hvad min oplevelse faktisk er - kærligheden er den største kraft i universet - ud over en anledning til også at handle anderledes, ved jeg ikke. Der findes dem, som givet ville kalde det et tegn fra gud eller skaberen. Og uden at jeg ønsker at være sprogligt kontrær: findes vi alle inde i skaberværket, er det vel så også dét. Men med mindre jeg optager samtalen med gud, bliver der næppe der næppe den store underholdning på min sendefrekvens.

Så slår det mig - anekdoten om manden, der er død og taler med den gode gud om sit liv. Og gud viser ham fodsporene i sandet på stranden, hvor han har fulgt ham gennem livet. Men manden fokuserer alene på de gange, hvor der kun er ét sæt fodspor, hvortil gud svarer: Det var dér, jeg bar dig... Jeg kan ikke vinde - hvem jeg end taler med om det her, har nogen været der før jeg. Alle tanker, jeg har tænkt om guds eksistens eller nødvendigheden af gud, har andre tænkt og dyrket og forsket i. Og opfundet passende anekdoter til, så budskabet bliver letfordøjeligt og omvendelsen så nem og lydefri som muligt: Se her hvordan dit gudløse verdensbillede passer i et verdensbillede med gud, blot ved at tilføre den guddommelige essens de rette steder. Der er ingen modsigelser - blot verden med gud og uden gud.

Men der ér ting at sige til det. At troen med en gud som fokus ophører med at være en personlig ting og bliver et spørsmål om noget endeligt ud over døden. At der er et svar på evigheden. Hvor ufatteligt det end lyder foretrækker jeg verden en anelse diffus. At sandheden om noget ikke bor nogen steder. Og jeg bryder mig ikke om at sætte mig selv i stedet for gud ved at sige, at jeg erstatter at søge og finde sandheden ved at søge gud med at søge sandheden inde i mig selv. For så var jeg jo sådan set lige vidt. Så ville jeg blot være solipsist, centreret omkring mig selv, uden at have en reel verden at agere i. Nej. Jeg vil blot have mulighed for ikke at finde svaret. Søge, men ikke finde. Og så have dage, hvor jeg finder, selvfølgelig! Dage, hvor jeg lige præcis ved, hvad jeg skal gøre, intuitivt eller helt bevidst, med hovedet, eller med hjertet, eller med kroppen. Eller ganske ubevidst være in tune med eksistensen. Jeg vil bare ikke leve med illusionen om det perfekte. At kvantefysikere og kosmologers omvendelse til gud gennem menneskelig observation af sammenhængene på alle planer skal kunne indikere noget ... perfekt. At det perfekte findes og kan opnås gennem søgen. Eller væren. Eller en hvilken som helst anden måde, vi mennesker har stillet behovsstillelse frem som... ja, guddommeligt. Forløsning! Gennem hjernens kemiske belønninger og straffe for det, der forekommer ekstatisk. Ekstasen er det sjældne, og det der belyser det vedkommende. Ikke det vedkomne i sig selv. Toppen af bjerget er ikke dér, man har lyst til at være. Når man har været der, søger man tilbage til det kendte.

Som en ven siger: Det perfekte er forbeholdt det guddommelige. Ja, det er derfor, jeg ikke ønsker at lægge mig i hænderne på gud. At jeg modstår gud. Det perfekte er forbeholdt tanken om gud. I dag må glasset for min skyld godt være okay rent. Der må godt være rodet. Min elskede må gerne have psykiske problemer og rynker og deller. Jeg må godt begå fejltagelser. Ikke for ofte, ikke for graverende, men jo, jeg MÅ godt. IKKE 'det er menneskeligt at fejle', men en tilladelse til at få alle de detaljer med, som en kalkplet, en bums, en fortalelse afstedkommer. Sætte mine forventninger til livet ned, så jeg bliver i stand til at se flere af de smukke ting og situationer og mennesker, som er omkring mig hver dag. Som jeg haster forbi og igennem, med blikket rettet mod noget, der er bedre.

Et blidt sted mellem at være og at gøre. Dér vil jeg gerne være menneske.

BARBARIC DANISH

Fra jeg var seks år gammel og begyndte at forstå nogle af årsagerne til, at jeg ikke forstod alle, der talte omkring mig, og til jeg som ti-elleve år gammel begyndte at modtage undervisning i engelsk, udviklede jeg dén teori, at der måtte være mindst lige så mange sprog i verden, som der var navngivne sprog gange det samme antal. Det var således helt naturligt for mig, fordi jeg kunne høre forskel på de forskellige måder forskellige nationaliteter talte engelsk på: der er tysk-engelsk, spansk-engelsk, russisk-engelsk osv.. Denne tidlige indsigt rådede min engelsklærer bod på: Der findes kun ét engelsk, et tysk, et spansk osv. og det var bare at rubbe neglene og komme i gang med at lære det.

På en afrapporteringsblog fra et seminar 10.-13. maj 2007 på Biskops Arnö i Sverige om Alternativ publicering / litterær innovation (på initiativ af Litlive.dk) læste jeg om en finne ved navn Leevi, der havde refereret til et BARBARIC ENGLISH, et (ukorrekt) engelsk der i følge Leevi deles af os alle sammen i verden, som ikke har engelsk som modersmål, og kom således i tanke om min barndoms undertrykte indsigt. Og jeg mærkede, at den ikke var tabt, men blot havde et sidste lag af korrekthed hen over sig.

Sprogrenserne, vil jeg sige, mister ikke noget i deres bestræbelser, og vi andre gør det heller ikke. Det ér muligt og relevant at mene, at et sprog gør sig bedst i en forstand, der forskningsmæssigt, litterært osv. har en genkendelig historie og selvfølgelig også nutidige udøvere. De gør deres ting, hvad angår at fastholde opmærksomheden på den historiske grund, de er fastholderne. Sprogets røgtere og vogtere. Og præcis så statiske, som det er nødvendigt at en majoritet er, for at naturlig dynamik, naturlig griben efter øjeblikkelige løsninger, hvad man også kunne kalde relativt kaos, ikke skal blive til Babel eller absolut kaos - med Ragnarok tll følge, hvor ingen fatter hvad hinanden siger.

Men hvad så med dét dynamiske sprog, som efter en tid vokser sig større og finder indre (social) koherens? Hvis sprogrenserne ikke vil gøre plads til det relative kaos, der findes i f.eks. dansk efter tilkomsten af mange forskelligtartede (oprindeligt forskelligt-sprogede) indvandrere, der lever i 2 sproglige verdener, og er nødt til at kommunikere så godt det er dem muligt, uden at have sprogrensernes forudsætninger (eller overbevisning), hvad så? Så må disse forskellige måder at tale "modersmålet" på have et navn. Skal vi kalde det "barbarisk" og slå de "ukorrekte" versioner af modersmålet sammen til et pidgin-dansk, eller barbarisk dansk? Eller skal vi tegne en helt anden model?

Jeg foreslår, at vi klassificerer versionerne under dialekter. Indser, at et menneskes primære behov er at Kommunikere og Blive forstået, og da dét gør sig gældende for alle mennesker, bør vi tillade OS SELV at strække os for at forstå. Hvis ikke frivilligt, så via lovgivning.

I mine bestræbelser på at få brød på bordet har jeg siddet i et analyseinstitut og lavet befolkningsundersøgelser. Og dér oplevede jeg til min glæde, at der for det første var et hav af dialekter landet over, som man aldrig hører i offentlige medier - i modsætning til f.eks. engelsk TV, der frisk kører på med nyhedsværter med gebrækkelige tungemål. Og for det andet var der en enorm uvillighed til at forsøge at gøre sig forståeligt på rigsdansk, eller kald det selvfølgelighed: En vildt fremmed københavner ringer op og stiller spørgsmål - hvorfor skulle de så tale noget andet end det, der falder dem nemmest? De er jo hjemme, for pokker!

Det samme gælder alle såkaldt nydanskere. Hvorfor skulle de dialekter, de efterhånden har erhvervet sig, transformeres til noget mere korrekt? De kommunikerer, og hvis jeg vil kommunikeres med eller til, gør jeg mig anstrengelser for at forstå. Vil jeg ikke, er det svært for mig at forstå selv en sprogrøgter som vores Dronning.

Dansk falder i dag i et hav af udgaver, og har altid gjort det, og en del af disse udgaver er yngre end jeg er. For mig er det ganske naturligt, at f.eks. min iranske grønthandler har et dansk, der passer til hans evner til at indlytte, hans naturlige behov, og til den omgang han plejer med mere eller mindre rigsdansk talende kunder og venner. Og jeg spekulerer ofte på, hvordan det ville se ud, skrevet ned.

Jeg savnede i dén grad en båndoptager - senere - da jeg i to timer sad i Perús jungle over for en shipibo-indianer og med mit ordforråd på tres substantiver spansk og nogle få verber formåede at få min svært fordomsfulde vært dér til at fatte, at homoseksualitet i bund og bund handler lige så meget om kærlighed som forholdet mellem mand og kvinde gør det, fuck! jeg ville gerne have set den samtale skrevet ud!

Mit spanske dér var barbarisk, ja nok værre end barbarisk, men det var båret af ønsket om at kommunikere, som blev til dén aktion, vi kalder vilje: Jeg forsøgte og forsøgte og forsøgte indtil det - med hans velvilje - lykkedes mig at overbringe mit budskab. Har vi viljen til at kommunikere - at tale menneske, plejer jeg at kalde det - kan vi, om man så må sige, tale alle sprog under solen.

Så, hvor mange sprog er der i dag? Med min voksne erfaring vil jeg sige, at der er lige så mange, som der er ønsker om at kommunikere, der manifesterer sig i handling. Mit barnlige jeg kan både sige, at der er uendeligt mange eller kun ét: At tale menneske, eller ikke.

Barbaric... engelsk, dansk, tyrkisk, kroatisk, arabisk fra Libanon, Egypten, Saudi Arabien, swahili i oprindelig skabelse eller variationerne... Disse sprog findes, når der er mennesker nok til at påvise en forekomst. Muligvis - og det kan man håbe på - bliver kravene til forekomst-antal mindre dag for dag. Og dermed vokser Babel på det politiske papir, som indtil videre kun har evnet statiske tiltag, men hvis befolkningernes krav til antal-mennesker-om-et-sprog-eller-dialekt mindskes, også i den protektionistiske vestlige verden, kan det være at de politiske krav ændrer sig tilsvarende. Måske begynder de repræsentative stemmer også en dag at tale menneske snarere end løsninger for flertallet. Hvordan forholder man sig politisk til et bestandigt kortere og kortere historisk øjeblik? Hvordan forholder man sig som forsker til det? Som menneske... er det nemt nok. Det er bare at gøre som altid: Gider jeg snakke eller hvad?

Så, jeg glæder mig til den første bog - novelle eller roman eller digtsamlig eller... - skrevet på nydansk. "Nydansk" defineret som en sprog, der giver mening for en befolkningsgruppe, som ikke bør have problemer med at manifestere sin stolthed over ønsket om at kommunikere, og gør det på bedst mulig vis. Så må vi andre se, om vi gider lytte, eller ej...

FASCISME ER DYRKELSE AF MAGT

Er magten hellig? Især den sidste tids magtmæssige udfoldelser i forhold til begivenhederne omkring Ungdomshuseet på Jagtvej69 i København, for ikke at tale om hele det politiske forspil, lader ingen tvivl om, at magtens institutioner i Danmark har spillet fallit. Hårde domme for at bruge sin Grundlovssikrede ret til at udtale sig og grove politioverskridelser af lovene omkring privatssfæren, totalt absente politikere, der vasker hænder når en holdning kunne risikere at klæbe til deres teflonoverflader, politimænd, der åbent og ustraffet kan håne og nedgøre demonstranter og det at kæmpe for sin ret og pligt til at holde samfundet dynamisk, medier der pisker en stemning op og støttes deri af politiet som unuanceret støtte til systemets konfliktportrættering, manglende ankemuligheder eller muligheder for at bløde systemet op, ligestilling mellem terrorisme og at være ikke-midtsøgende i sine livsvalg og måder at folde dem ud på... Danmark er som slangen Ourobus ved at fortære sin egen hale.

I en fascistisk stat støtter vi den stærke. Og tramper på den svage. I en fascistisk stat er den blotte fremvisning af svaghed i de andre lig afdækning af svaghed i én selv. I en fascistisk stat skal de stærke være stærke hele tiden og blive stærkere konstant, så de kan forsvare os mod farer. I en fascistisk stat ser flertallet ikke indad til egen andel i alt, der går galt, men placerer ansvaret alle andre steder: For svage politikere, for svagt politi, for svagt militær, for dårlige forældre, for krævende syge, for uansvarlige unge, for kyniske arbejdsgivere, for svage fagforeninger, for ligeglade arbejdere og funktionærer, for høje skatter og afgifter, for få parkeringspladser, for dyre institutioner, for ringe service på posthuset, for mange lorte på gaden...

I en fascistisk stat lukker vi øjnene for alle tragedier. Og ser dermed heller intet godt.

En fascistisk stat styres ikke fra toppen, men af den enkelts flugt fra personligt ansvar. En fascistisk stat styres af indbyggernes hjertekulde; sig-selv-nok-hed gøder den; fremtidsangst og uafklarede forældrebindinger giver den reelt urørlige bastion af lovgivende, dømmende og udøvende magt konstant større beføjelser, og nye love, hele tiden nye love, udligner forskellene på folk, så pengene bliver eneste mål for individualitet, hvad pengene kan gøre for én, hvad penge kan købe og eje og flytte og styre.

Ustyret kreativitet, der ikke har pengene som mål, er vor tids kerneangst: Den, der ikke bryder sig om at samle på penge eller lever efter pengenes veje og måder, er en fremmed. Og ingen fascistisk stat har plads til fremmede. Tryghed er nøgleordet, og hvem kan være tryg, hvis noget er fremmed?


En fascistisk stat manifesterer sig altid tydeligst i de største byer - men oprinder udenfor storbyernes sammenstød af forskelle, i småsamfundene, i periferien af det kaotiske. Det er i byerne, at vi ser hvad vi som samfund mister - til kontrol, overvågning og administrative køer til helvede, til følelseskolde lukninger af særegent kulturliv og kapitalsvage græsrodstiltag, til tilflyttere der klager over, at det larmer i byen underneden deres bolig, til menneskefjendske renoveringer af torve og pladser, til forveksling af karrierestrategi og byplanspolitik, til ønske om ensretning af egentlig alt, der kan benævnes. En fascistisk stat er et samfund, som modsætter sig fornyelse. Som tror, at inspiration til fornyelse skal komme udefra. Som tror, at fornyelse er noget, man kan sætte grænser for og lovgive omkring. Som tror at straf af fornyelse forhindrer fornyelse.

Det er i København, vi tydeligst ser, hvad hele Danmark er ved at miste. Hvad Danmark har fået i stedet for. Det er ikke en dyd, der er taget. Det er regulær voldtægt af et samfund. Fascisme er flertallets voldtægt af det diffuse, det ustrukturerede, kreativt afsind, dét ikke altid at være på toppen, modarbejdelse af dogmer og regler, altruisme man ikke kan betale sig fra. Fascisme er modarbejdelse, nedkæmpelse af ungdom, egentlig. Af ungdommens energi - som den manifesterer sig i den unge, men isærdeleshed som den bevares i den, der bliver ældre.

Ung energi indeholdt i erfaring er farligere for den fascistiske mobbe- og undertrykkelsesnatur end noget andet. For fascisme er ikke andet end fejhed, der aldrig vil spille med åbne kort, og derfor kun er sårbar overfor udholdenhed til omstændeligt at afdække alle løgnene og fortielserne og fabrikationerne af forklaringer for, hvorfor kontrollen skal udbygges og optimeres og overtrædelser straffes bestandigt hårdere. Udholdenhed og Civil Courage - modet til at møde undertrykkelsen af alle, der stikker ud, virkelig indre leg og glæde ved livet. At stå op imod fascismen er lige som at tale varmt for at se solen stå op: det bekræfter det unyttige og søgen mod glæde. Selv fascismens støtter forstår dét, men i vejen for deres glæde ved at leve står altid dén, der modsætter sig fjendebilleder og ensretning og kontrol.




At Danmark Er En Fascistisk Stat ændrer sig kun, når flertallet mister den absolutte tillid til far og mor, eller frivilligt giver den fra sig, og tager ansvaret for eget liv. Først, når flertallet af tilflyttere til hovedstaden har lært at elske BYEN på godt og ondt, snarere end byens "muligheder". Først, når de frygtsomme deltager i de andres liv, snarere end at lægge ansvaret over på myndigheder og institutioner. Først, når dét sker over Hele Landet, og ikke blot (meget behøvet) i København og de større andre byer. Først da flyttes opmærksomheden fra magten som hellig.

(Bare det ikke var så åbenlyst skræmmende at sige farvel til far og mor, og påtage sig det medfølgende ansvar for en langt større familie: Alle de andre.

For hvad er mere rædselsvækkende opmærksomhedskrævende end at skulle respektere forskellighed? Hvad er mere frihedsberøvende end ansvar?)

PISTOLER INGEN HELTE GØR

Tre røvere trængte ind i en urmagerbutik i indre København og truede Urmageren og hans niece til at udlevere sagerne. Urmageren skød de to af dem, og blev selv ramt. Politiet anholdt Urmageren for drabsforsøg, mens Urmageren hævder, at det var selvforsvar. Læsere af Ekstra Bladet har efterfølgende udråbt Urmageren til helt, og krævet at han blev frifundet. En anerkendt jurist ved Københavns Universitet mener (17. jan.) det muligt, at Urmageren kan blive frifundet for selvtægt. Urmageren har tilstået ulovlig våbenbesiddelse.

Følgende hængte jeg op i spiseseddelkassen ved indgangen til Politikens hus på Rådhuspladsen i København:

HELT, MIN BARE RØV!

Urmageren er et menneske, der har set for mange amerikanske krimier! En frygtfuld voldspsykopat, der ikke er mere undskyldelig end unge med knive "til at forsvare sig med overfor andre bander" ...

Et skydevåben er pr. definition et mordvåben - i en skov kan geværet anvendes til jagt, men i byen er det og pistolen kun til at dræbe mennesker med - intet ansvar, bare trykke aftrækkeren ind, BANG, død. Det er ikke modigt - det er FEJT! Urmageren er en kujon, der havde givet op! Det skal han ikke belønnes for - han skal hjælpes!

Hvis Urmageren ikke kunne få sit levebrød forsikret for penge, skulle han have skiftet job, snarere end at finde sin tillid i et mordvåben! ALDRIG lade frygten diktere - der ér andre måder at forsvare sig på: Selvforsvar, panserglas, overvågning, årvågenhed, vagtmand, vagtservice i området og ... psykologi!

Jeg bor i København, har kørt taxa i København om natten. En uformel jobbeskrivelse er, at man kan håndtere sin frygt og sin vrede. Og selv de fuldeste langt ude på coke voldspsykopater kan håndteres med psykologi. Tænk på en vred hund.

50% stigning i antallet af skydevåben blandt danskerne ... Det er REN terrorkrigsskræk og TV-mords-afsmitning! Hvis disse mennesker bevægede sig i de kriminelle miljøer, hvor våben er fuldt synlige, ville de kende konsekvenserne af at trykke på aftrækkeren!

Overvejer man at anskaffe et skydevåben til at "forsvare sig med", bør man overveje, hvorfor man er så bange, at man kan forsvare at tænke på at slå ihjel. Den BEDSTE bevæbning ER IKKE AT LADE FRYGTEN STYRE.

Vold KAN løses med psykologi. Også den vold, der ikke er sket endnu!

Kærlig hilsen,
Kenneth Krabat, forfatter og oversætter
Sindshvilevej 22
2000 F

menneske.dk